Dyrlæge hostede blod op, men kunne først få en lægetid et halvt år efter

Især i yderområderne er der problemer med at skaffe speciallæger i det offentlige sundhedsvæsen.

Da Grete Post Hansen fra Toftlund i maj 2023 begyndte at hoste meget og fik svært ved at trække vejret, blev hun bekymret.

Bekymringerne blev ikke mindre, da hun begyndte at hoste blod op.

Hendes egen læge henviste hende til Sygehus Sønderjylland, så en speciallæge kunne se hende.

Men lige dér, hvor Grete Post Hansen havde allermest brug for at komme hurtigt til, var der ikke en læge, der stod på spring til at hjælpe hende hurtigt.

Hun fik at vide, at hun kunne få en tid om tre måneder. Dén invitation skulle vise sig at blive forlænget til seks måneder.

- Jeg havde det dårligt. Når man ikke ved, om man har lungekræft eller bare allergi, så er det lang tid at vente, siger Grete Post Hansen, der arbejder som kvægdyrlæge.

quote

Det er da ikke okay, at vi har sværere ved at komme til en læge, fordi vi bor herude

Grete Post Hansen, Toftlund

Langt fra de store byer

Realiteten er, at det er bedre at bo tæt på de større byer, hvis man er syg.

- Mindre hospitaler har sværere ved at rekruttere og fastholde personale. Derfor vil ventetiden også ofte være længere. Samtidig er det ofte ældre og mere syge borgere, der bor i yderområder. Så de får større afstande og længere ventetider. Vi har skabt et sundhedsvæsen, hvor speciallægerne er placeret der, hvor der er færrest syge, siger Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonom på Syddansk Universitet.

Jes Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.
Jes Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.
Foto: Peter Salomon

Grete Post Hansen kan godt lide at bo, hvor hun bor. 

Og hun føler, at hun har lige så meget ret til velfærd som dem i Aarhus, Odense og København.

- Det er da ikke okay, at vi har sværere ved at komme til en læge, fordi vi bor herude, siger hun.

Men det er ikke desto mindre virkeligheden.

quote

Det er rigtig svært at få speciallæger, der ikke allerede har en tilknytning til Sønderjylland, herned

Peter Sørensen, lægelig direktør, Sygehus Sønderjylland

Svært at skaffe speciallæger

For bor man længere væk fra en større by, så er der mere rift om speciallægerne, og det fører til ventetid.

- Lang ventetid er en psykisk belastning for en patient. Hvis du venter for længe, og det gør du, hvis der mangler speciallæger, kan det blive tidskritisk. Det kan være, du ikke kan nå at blive behandlet, og så vil du i værste tilfælde dø, siger Jes Søgaard.

Speciallægemangel i tal

I 2023 vurderede Lægeforeningen, at der manglede 773 speciallæger i hele landet. Samme år slog Region Syddanmark 274 speciallægestillinger op. Kun 171 af dem blev besat.

Manglen afspejles i statistikken, som viser, at der er mange som Grete Post Hansen.

For i 2022 kortlagde Region Syddanmark ventetiden på de områder, der er hårdest ramt. TV SYD har sammenlignet dem hospitalerne imellem. Ventetiden på Sygehus Sønderjylland var i gennemsnit seks uger højere end Odense Universitetshospital.

Kilde: Lægeforeningen, Region Syddanmark og www.venteinfo.dk

På Sygehus Sønderjylland er man ikke i tvivl om, hvad manglen skyldes.

- Vores problem med rekruttering skyldes vores geografi. Det er rigtig svært at få folk, der ikke allerede har en tilknytning til Sønderjylland, herned. Det gør, at vi er udfordrede i at opretholde en drift, siger lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland, Peter Sørensen.

Peter Sørensen er lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland.
Peter Sørensen er lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland.
Foto: Peter Salomon

Gulerod frem for pisk

Region Syddanmarks regionsdirektør, Jane Kraglund, har ikke konkrete løsningsforslag. 

Hun mener, løsningerne skal komme fra sygehusene selv.

- Det handler i det hele taget om at skabe en god arbejdsplads, som er en god ramme for det lægeliv, som man gerne vil have. Nogle gode miljøer som er attraktive. Det handler om uddannelse, kompetenceudvikling og forskning, siger hun.

Jane Kraglund er regionsdirektør i Region Syddanmark.
Jane Kraglund er regionsdirektør i Region Syddanmark.
Foto: Peter Salomon

Hun ser dog hellere, at det er guleroden frem for pisken, der skal i brug.

Men Sygehus Sønderjylland har forsøgt at skabe de attraktive miljøer, du taler om. Men de har stadig problemer med at rekruttere. Hvad siger du til det?

- Gulerødder har mange ansigter. Med et langt sejt træk så virker det. Der er nogle patienter, der venter for længe. Det er en af de dårlige ting ved det danske sygehusvæsen. Det er noget af det, vi skal have gjort noget ved, siger regionsdirektøren.

Så læge efter 48 timer

Tre uger efter at lægen havde henvist Grete Post Hansen i maj 2023, kunne Sygehus Sønderjylland endelig give hende en tid tre måneder efter. 

Hun prøvede at bevare tålmodigheden, men den slap op, da sygehuset udskød den første tid yderligere tre måneder.

Hun kontaktede sin sundhedsforsikring gennem arbejdet, og to dage efter stod hun på en privatklinik i Middelfart.

Udredningsretten

Havde Grete Post Hansen ikke haft en sundhedsforsikring gennem arbejdet, havde hun dog stadig haft mulighed for at se en læge hurtigere end de seks måneder.

For alle har ret til at blive udredt inden for 30 dage. Det er det, der kaldes udredningsretten, og den er defineret i Sundhedsloven §82b.

Hvis ikke sygehuset kan tilbyde behandling inden for yderligere 30 dage, skal hospitalet tilbyde dig, at du kan blive undersøgt på et andet offentligt eller i det private sundhedsvæsen.

Kilde: Indenrigs- og sundhedsministeriet

Efter måneders bekymringer blev hun efter blot en uge på privatklinikken beroliget med beskeden om, at det var en slem form for astma.

- Det var en god besked. Men alligevel fik jeg jo at vide, at astmaen var blevet dårligere. Nu skal jeg bare til lungefunktionskontrol hos egen læge én gang årligt, siger hun.

- Men er der så noget problem, når du bare kunne køre til Middelfart? 

- Ja. Jeg var heldig, at jeg kunne overskue at tage turen til privatklinikken, men det er jo ikke alle sønderjyder, som kan det. Hvorfor skal det være sværere at komme til læge, bare fordi jeg har valgt at bosætte mig her?

Søndag aften kl. 19.30 sender TV SYD en dokumentar om Grete Post Hansen og speciallægemanglen. Men du kan allerede nu se den på TV SYD PLAY.

I foråret 2024 vil Sundhedsstrukturkommissionen præsentere sine forslag til at mindske "de store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet".