- Det er jo ligesom at betale sin elregning, siger Ove Nissen. Han er 80 år, i glimrende cykelform efter egen mening, og langt fra at stille træskoene. Alligevel har han og konen Tove både valgt kiste, sange og blomster til deres egne begravelser. Og de har indtil nu sparret 10.000 kroner op hver.
Ægteparret fra Aabenraa er langt fra de eneste, der har sparret op til det sidste farvel. Omkring 43.000 danskere har tilsammen en opsparing i de to største danske begravelseskasser; Begravelseskassen Danmark og Elysium Begravelsesopsparing.
Opsparing hitter i Syddanmark
Hos Elysium begravelseskasse, der er den nyeste af de to, kommer godt en tredjedel af deres 2.900 opsparende medlemmer fra Region Syddanmark. Og tilsammen har de opsparet omkring 13.5 millioner kroner.
- Den grund, som jeg oftest hører, er, at man gør det for børnene, siger bedemand Kirsten Madsen fra Aabenraa.
Hun begraver hvert år omkring 130 sønderjyder men anslår, at kun fem procent har en opsparing.
- Ofte møder jeg først folk efter et dødsfald. Men en opsparing gør det jo nemmere for de efterladte. Også fordi man i forbindelse med opsparingen får nedskrevet den sidste vilje, valgt kisten, blomsterne også videre, forklarer hun.
En typisk begravelse eller bisættelse koster 20-25.000 kroner og dækker over:
Omkostninger ved bedemand
Kiste, urne, ilægning i kiste, selve ordningen af begravelsen/bisættelsen, rustvognskørsel
Omkostninger for leverancer fra andre leverandører
Blomster, kranse, pyntning af kirke/kapel, stenhugger/gravsten, trykte salmer/sange, dødsannonce/takkeannonce
Omkostninger for leverancer fra det offentlige
Kremation, gravsted, gravning og istandsættelse, opbevaring i kapel, kapelsal med betjening, orgelspil og/eller korsang
Kilde: Landsforeningen Liv&Død.
Børn ude i verden
Børnene er også grunden til, at Ove og Tove Nissen har en opsparing og har nedskrevet deres ønsker. For med fem sammenbragte børn, der nu både bor i Danmark, USA og Frankrig, så var det rart med rene linjer.
- Jeg ved godt, at der er nogle, som siger, at det ikke er noget, man skal snakke om, men det er det altså, siger Tove Nissen. For som hendes mand siger, så er det jo uundgåeligt.
Både Tove og Ove har valgt en enkel hvid kiste til deres begravelse, og Tove, der ikke er medlem af folkekirken, skal synges afsted med en sang af Kim Larsen.
Du kan læse mere om begravelsesopsparinger på Ældresagens hjemmeside.