Sex & Samfund: Kommuner skal tage ansvar for klamydiasmittede

Aldrig har så mange unge været smittet med kønssygdommen klamydia. Sex & Samfund mener, at årsagen skal findes i manglende tilbud rettet mod unge.

28.208. Så mange unge fik i 2018 konstateret klamydia. 5.549 af dem var unge i Region Syddanmark.

Det er dermed endnu et rekordår for antal danskere smittet med klamydia. 

Det viser nye analyser fra Sex & Samfund, der er baseret på tal fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Og hvis man spørger organisationen, er der i flere kommuner for lidt fokus på forebyggende tilbud rettet mod de unge.

- Der er et forebyggelsesansvar, som ikke tages alvorligt nok. Der mangler i flere kommuner forebyggende ungerettede tilbud, siger Lene Stavngaard, der er national chef i Sex & Samfund. 

Det er særligt unge i alderen 15-29 år, der smittes med sygdommen, og ifølge en rundspørge Sex & Samfund har lavet blandt unge, er det også denne aldersgruppe, der er sværest at få til lægen og lade sig teste.

quote

Vores råd til kommunerne er: Gør det så nemt som muligt for unge at få testet sig.

Lene Stavngaard, National chef i Sex & Samfund

Nogle synes, det er pinligt at skulle gå til egen læge for at blive testet, men ifølge Lene Stavngaard er en anden vigtig grund, at de unge synes, det er for besværligt. De vil gerne have det nemt.

- Den største barriere er besværet med at skulle gå til lægen. Kommunerne skal derfor tænke ud af boksen og gøre det nemt for unge at blive testet, siger Lene Stavngaard. 

Et nyt alternativ for unge i Vejle

UngSex Vejle er et nyt initiativ for unge i Vejle Kommune. De tilbyder anonymitet for de unge og giver rådgivning og vejledning omkring krop, køn, sex og prævention.

Samtidig kan de unge nemt blive testet og behandlet for kønssygdomme. Til stedet er der tilknyttet en sundhedsplejerske, en sygeplejerske, der også er sexolog og en gynækolog, der kan vejlede og behandle de unge. 

- Det sundhedsproffesionelle personale på stedet kan tage snakken med de unge på de unges præmisser. Både i forhold til seksualitet, seksuel identitet eller den rette prævention, siger leder af sundhedsplejen i Vejle Kommune, Ulla Dupont. 

UngSex Vejle er et samarbejde mellem Vejle Kommune og Region Syddanmark, og initiativet er blevet til for at skabe mere opmærksomhed omkring de unges seksuelle sundhed. Noget, der ifølge ledende overlæge er en nødvendighed for at nedbringe kædesmitten af kønssygdomme. 

- Det handler om at få brudt de her smittekæder. Derfor er det vigtigt med tilbud som disse, hvor der ingen barriere er for de unge for at blive testet eller behandlet, siger Annemette Lykkebo, der er ledende overlæge på Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt.

En god start på seksuallivet

Ifølge Annemette Lykkebo er det vigtigt, at de unge lader sig teste, så kønssygdommene kan behandles i tide. 

- Vi ønsker at hjælpe de unge på bedste måde, så de får en god start på seksuallivet. De første seksuelle oplevelser har stor betydning for resten af livet, siger ledende overlæge Annemette Lykkebo. 

Hos Sex & Samfund ser de positivt på initiativer som det i Vejle, men understreger, at de unge helst skal have det så nemt som muligt. 

- Vores råd til kommunerne er: Gør det så nemt som muligt for unge at få testet sig, siger national chef i Sex & Samfund, Lene Stavngaard.