Ekstra 1.750 får lov til at løbe med kronprinsen

Royal Run Sønderjylland sætter ekstra billetter til salg i januar. Nu bliver der plads til 20.500 løbere i alt.

Den enorme interesse for at deltage i Royal Run Sønderjylland ville ingen ende tage, da de knap 17.000 første billetter blev sat til salg og udsolgt på tre dage i november. Og nu sætter arrangørerne så yderligere 1.750 billetter til salg, så Kronprins Frederik ender med at fejre Genforeningen med over 20.000 sønderjyder i pinsen næste år.

- Det er jeg ellevild glad for. Vi måtte skuffe så mange, der ikke fik plads i første omgang. At vi kan gøre bare en brøkdel af dem glade, er jo helt fantastisk, siger Per Hussmann fra Sport Event Syd, der står bag den sønderjyske del af Royal Run-arrangementet.

Han kan se på deltagerlisten, at løberne i Sønderborg ikke kun er bosat i Sønderjylland men kommer fra hele landet.

- Mange af dem er eksil-sønderjyder, der kommer hjem i pinsen og benytter lejligheden til at deltage, fortæller Per Hussmann, der forklarer den enorme opbakning bag Royal Run Sønderjylland med mange ting.

- Jeg tror, det er en kombination af kronprinsen, Genforeningen, glæden og royaliteten, siger han.

Per Hussmann fra Sport Event Syd er begejstret over at kunne tilbyde ekstra 1.750 billetter til Royal Run Sønderborg.
Per Hussmann fra Sport Event Syd er begejstret over at kunne tilbyde ekstra 1.750 billetter til Royal Run Sønderborg.
Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Udover at være en opfordring til at dyrke motion, er Royal Run i Sønderborg samtidig et element i fejringen af 100-året for Danmarks genforening med Sønderjylland. Kronprinsens oldefar, Kong Christian X, blev i 1920 symbolet på Genforeningen, da han red over den gamle dansk/tyske grænse ved Christiansfeld.

Plads nok til alle

Det ligger allerede nu fast, at starten på løbet bliver på Kong Chr. X's Bro, der forbinder Als og Jylland midt i Sønderborg. Løberne kommer ude på ruten forbi flere af områdets seværdigheder, som for eksempel Dybbøl Banke og Sønderborg Slot. 

Så mange løbere er der plads til

København 50.000

Sønderborg 20.500

Aalborg 20.000

Odense 14.000 

Bornholm 2.000

De 1.750 ekstra deltagere skulle ikke volde pladsproblemer i hverken startområdet eller ude på ruterne.

- Vi har heldigvis allerede fra begyndelsen taget højde for, at vi kunne blive rigtig mange. De ekstra deltagere gør, at vi udnytter startområdet endnu bedre end ellers. Så det er rigtig fint, siger Per Hussmann, der understreger, at de 1.750 billetter er de sidste, der kommer til salg.

- Det totale antal er 20.500, og det er det absolutte maksimale, siger han.

De ekstra startnumre er til alle tre distancer. Dog flest til 10 km-ruten, hvor der bliver plads til ekstra 1.000 løbere. Der er 400 startnumre ekstra på 5 km-ruten, mens mile-distancen får 350 ekstra løbere.

De 1.750 startnumre sættes til salg torsdag d. 9. januar kl. 20.00 på www.royalrun.dk.

Alt om Royal Run 2020

  • Royal Run 2020 afholdes 2. pinsedag den 1. juni 2020.
  • I 2020 afholdes Royal Run i Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg.
  • På Bornholm bliver der Royal Run uden kongelig deltagelse.
  • Royal Run 2019 blev afholdt d. 1. juni på Færøerne og 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg samt på Bornholm uden kongelig deltagelse.
  • Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Her var 70.575 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 og TV 2/Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
  • Tilmelding til Royal Run 2020 åbnede den 19. november 2019.
  • Tilmelding og information: www.royalrun.dk