2.500 flere startnumre til Royal Run

Alle de knap 9.500 billetter til Royal Run i Kolding blev revet væk, da de blev sat til salg i december. Nu er der sat yderligere 2.500 startnumre på højkant.

Billetterne til Royal Run i Kolding blev revet væk, da de knap 9.500 billetter blev sat til salg i december. Men der er håb for dem, der ikke nåede at få et startnummer. Der er nemlig nu sat yderligere 2.500 flere billetter til salg til motionsløbet i Kolding, oplyser Royal Run på Facebook.

Det er første gang, det royale løb finder sted i Kolding. Det sker 2. pinsedag, der i år falder den 6. juni.

I år er der udover i Kolding også royalt løb i Aalborg, Aarhus, Næstved, København/Frederiksberg samt på Bornholm - på klippeøen bliver det dog uden royal deltagelse, oplyser løbsarrangørerne på deres hjemmeside.

Om Royal Run

Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 6. juni 2022.

Royal Run ’22 finder sted i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der igen Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.

Royal Run ’21 blev afholdt den 12. september i Aalborg, Sønderborg, Odense og København/Frederiksberg. På Bornholm blev Royal Run afholdt uden kongelig deltagelse.

Over 79.000 var tilmeldt Royal Run ’21.

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Kilde: Royal Run