Efter rekrutterings-bøvl: Vi har brug for chefens nærvær

Beslutningen om at flytte jobbet som vicedirektør hos Landbrugsstyrelsen i Augustenborg tilbage til København, fordi stillingen ikke kunne besættes, vækker undren både blandt ansatte og erhvervsfolk i Sønderjylland.

32 ansøgere – seks til samtale og én kvalificeret, som sagde nej til jobbet.

Sådan er status ifølge Landbrugsstyrelsen efter et forsøg på at rekruttere en ny vicedirektør for kunder, produktion og kontrol til styrelsens afdeling i Augustenborg.

Det mislykkede rekrutteringsforsøg fik styrelsen til at genopslå stillingen – men denne gang med tjenestested i København i stedet for Augustenborg.

quote

Vi har i vores TR-gruppe gjort opmærksom på, at det selvfølgelig skaber lidt støj blandt medarbejderne, at man ansætter en vicedirektør, som kan få lov til at blive ansat i København.

Maria Elsner Christensen, tillidsrepræsentant, Landbrugsstyrelsen, Augustenborg

Det er en beslutning, der vækker både utilfredshed og undren i Syd- og Sønderjylland.

Forundringen - medarbejderne:

Det er blandt andet medarbejderne i Landbrugsstyrelsen, der undrer sig over, at det ikke skulle være muligt at finde en kandidat, der er parat til at have sit tjenestested i Augustenborg.

Tillidsrepræsentanterne har overfor ledelsen givet til kende, at de gerne ser, at vicedirektøren får tjenestested i Augustenborg sammen med styrelsens flere end 300 medarbejdere på stedet:

- Vi har i vores TR-gruppe gjort opmærksom på, at det selvfølgelig skaber lidt støj blandt medarbejderne, at man ansætter en vicedirektør, som kan få lov til at blive ansat i København. Der er noget signalværdi i det, når man har alle medarbejderne hernede, siger tillidsrepræsentant Maria Elsner Christensen til TV SYD.

Forventer nærvær

Maria Elsner Christensen fortæller, at medarbejderne undrer sig over, at det ikke kan lade sig gøre at finde en egnet kandidat, der vil bo på egnen.

quote

Den rigtige person er også en, der kommer hernede og er nærværende. Vi har en forventning om, at vi kommer til at se vores vicedirektør, og at vedkommende sætter sig ind i, hvad det er vi laver.

Maria Elsner Christensen, tillidsrepræsentant, Landbrugsstyrelsen, Augustenborg

- Jeg tror, at vi alle sammen er helt overbeviste om, at det kan man sikkert godt. Jeg er sikker på, at der er masser af kompetencer hernede til sådan en stilling, siger hun til TV SYD.

Hun peger på, at det er vigtigt for medarbejderne, at vicedirektøren er til stede på arbejdspladsen:

- Den rigtige person er en, der kommer hernede og er nærværende. Vi har en forventning om, at vi kommer til at se vores vicedirektør, og at vedkommende sætter sig ind i, hvad det er, vi laver, uanset hvor vedkommende bor, siger hun.

Forundringen - erhvervslivet:

Også lokale erhvervsdrivende undrer sig over, at det skulle være umuligt at rekruttere på direktør-niveau i Augustenborg.

Både fra Danfoss og Linak, som er de to helt store arbejdspladser på Als, lyder meldingen til TV SYD, at de ikke oplever problemer med at trække medarbejder på lederniveau til øen.

- Det kan være svært at tiltrække meget specialiserede medarbejdere, men ikke direktører. Det oplever vi ikke, siger personalechef ved Linak, Lars Nørgaard, til TV SYD.

Heller ikke den lokale DI-formand i Sønderjylland genkender, at det skulle være umuligt at rekruttere ledere i landsdelen:

- Man kan bare undre sig over, at der ikke er nogen private virksomheder, som skal bruge topkvalificerede folk, som har haft problemer. Danfoss har ikke haft problemer med at skaffe nye topdirektører, Sønderborg Kommune har fået besat alle deres direktionsstillinger uden problemer, og der er andre virksomheder på Als, der har kunnet gøre det uden problemer, så hvorfor ikke Landbrugsstyrelsen, spørger han retorisk?

quote

Man kan bare undre sig over, at der ikke er nogen private virksomheder, som skal bruge topkvalificerede folk, som har haft problemer.

Hans Olling, formand, DI Sønderjylland

Topkvalificerede ansøgere

Hans Olling mener, at det underminerer hele ideen med at flytte offentlige arbejdspladser ud til provinsen, hvis leder-niveauet rykker tilbage til København:

- Det var jo ikke det, der var tanken med at flytte ud og styrke, hvad der sker rundt i landet. Det var at få både almindelige tjenestemænd og højere lønnede tjenestemænd ud i området, så man får styrket både befolkningssammensætningen og skattegrundlaget. Det bliver udhulet ved, at man flytter tilbage til København, siger Hans Olling til TV SYD.

De lokale landboforeninger oplever heller ikke, at de ikke kan rekruttere ledere.

- Det er faktisk ikke det, vi oplever. Når vi søger folk, får vi får masser af ansøgere - også fra folk, som er overkvalificerede til de jobs, og som ligger i en lønramme, vi ikke har råd til, siger Christian Schmidt Lund, som er formand for Sønderjyllands Landboforening, til TV SYD.

Forundringen - kommunen:

Også Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen undrer sig.

- Det undrer mig rigtigt meget, hvis man siger, at man ikke har kunnet finde en til Augustenborg, for vores erfaring er, at man godt kan tiltrække de rigtige kompetencer - også til sådan en stilling, siger borgmester Erik Lauritzen (S) til TV SYD.

quote

Man skal bare ikke bruge det argument, at man ikke kan finde arbejdskraft hernede, for det kan man!

Erik Lauritzen, borgmester (S), Sønderborg

Han er bekymret over det signal, det sender til andre virksomheder, når en statslig styrelse uden videre opgiver at finde en passende kandidat til en stilling i Augustenborg.

- Det sender det signal til andre virksomheder, at de hellere må lægge sig et andet sted, siger Erik Lauritzen til TV SYD.

Han er tilbøjelig til at tro, at der måske ligger andre overvejelser bag den hurtige beslutning om at lægge tjenestestedet til København:

- Hvis det handler om, at det er den måde tingene fungerer bedst på, så er det jo sådan, det er. Man skal bare ikke bruge det argument, at man ikke kan få arbejdskraft hernede - for det kan man, slår borgmesteren fast.

Utilfredsheden - politikerne:

Utilfredsheden kommer fra Venstres lokale folketingsmedlem Ellen Trane Nørby, som frygter, at beslutningen om at forsøge at rekruttere i København i stedet for i Augustenborg er tegn på, at den nye regering er parat til at rulle dele af udflytningen af statslige arbejdspladser tilbage.

Den frygt har minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen (S), tidligere tilbagevist.

quote

Vi ønsker ikke, at det i næste måned er direktøren for færdselsstyrelsen i Ribe eller chefen for Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg, der pludselig kan sidde i København.

Ellen Trane Nørby, MF (Venstre)

Ifølge ministeren kommer den nye vicedirektør til at opholde sig tre dage i Augustenborg, en dag i Tønder og en dag i København – også selvom tjenestestedet ligger i København. Nøjagtigt på samme måde, som den tidligere vicedirektør – der havde tjenestested i Augustenborg – gjorde.

Det er dog ikke forsikring nok for Ellen Trane Nørby, som siger, hun ikke har kunnet få svar på, om tre dage i Augustenborg om ugen betyder, at den nye vicedirektør kan flyve ind tirsdag eftermiddag og ud igen torsdag morgen, så tre dage på papiret bliver til én dag i realiteten.

- Vi ønsker en garanti fra regeringen om, at det her ikke kommer til at ske igen. Vi ønsker ikke, at det i næste måned er direktøren for færdselsstyrelsen i Ribe eller chefen for Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg, der pludselig kan sidde i København. Det er en glidebane, regeringen har sat i gang, og vi vil være sikre på, at det her stopper her, siger Ellen Trane Nørby til TV SYD.

Ifølge Ellen Trane Nørby er det ikke uden betydning, hvor vicedirektørens officielle tjenestested ligger – heller ikke selvom han eller hun kommer til at tilbringe størstedelen af sin tid i Augustenborg:

- Det gør en kæmpestor forskel. Det sender et signal til medarbejderne, men det sender også et signal til hele omverdenen om, at når man har en udflyttet en statslig arbejdsplads, så skal ledelsen selvfølgelig også sidde på den samme matrikel, siger Ellen Trane Nørby.

Hun kritiserer desuden Landbrugsstyrelsen for at opgive forsøget på at rekruttere i Sønderjylland alt for hurtigt.

- Jeg kan bedre forstå, hvis de havde forsøgt forgæves tre-fire gange, siger hun.