Lokale energi-spidser er med i klima-appel

Topchefen for Danfoss Kim Fausing er sammen med en række syd- og sønderjyske personligheder blandt de 139 fremtrædende erhvervsfolk, forskere og politikere, der retter en klima-appel til regeringen og Folketinget.

De 139 fremtrædende erhvervsfolk, forskere og politikere opfordrer i en fælles appel regeringen og Folketinget til at gøre mere på klimaområdet.

- Vi, der underskriver denne appel til regering og Folketing, er bekymrede for, at manglende erkendelse af situationens alvor fører til, at vi gør for lidt for sent for at bremse klimakrisen.

- Med klimaloven har I, folkevalgte politikere, forpligtet jer på et ambitiøst mål om at reducere de danske drivhusgasudledninger med 70 procent i 2030. Beslutningen aftvinger respekt, giver håb og er allerede ledestjerne i andre lande. Det giver også håb, at regeringens 13 klimapartnerskaber har skabt engagement og en værdifuld pulje af forslag og initiativer fra erhvervslivet.

Niels Duedahl, adm. direktør i Norlys, er med i klima-appellen.
Niels Duedahl, adm. direktør i Norlys, er med i klima-appellen.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

- Vi er til gengæld mindre imponerede af den handlekraft, der er fulgt efter, når det gælder at omsætte målet til handling. Klimaloven forpligter til inden året er gået at anvise tiltag, der kan bringe os til 2030-målet, men halvandet år efter ’klimavalget’ er der kun vedtaget politik, der kan bringe os en fjerdedel af vejen, hedder det bl.a. i appellen.

Elsebeth Gerner Nielsen er med i klima-appellen.
Elsebeth Gerner Nielsen er med i klima-appellen.
Foto: Privat

Det er dagbladet Information, der har taget initiativet til klima-appellen.

Fra TV SYDs område er det en række ledere fra Danfoss og de store energiselskaber, der er med i appellen - blandt dem også det tidligere socialdemokratiske medlem af Folketinget Kim Mortensen, Esbjerg, der nu er  direktør for organisationen Dansk Fjernvarme, der har hjemsted i Kolding.

De er med i appellen

  • Kim Fausing, adm. direktør, CEO, Danfoss
  • Kim Mortensen, direktør, Dansk Fjernvarme
  • Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør EWII, formand for Center Danmark
  • Niels Duedahl, adm. direktør, Norlys
  • Elsebeth Gerner Nielsen, formand for den danske Unesco Nationalkommission
  • Hans Lehmann, formand for Project Zero A/S, Vice Principal, EUC Syd
  • Peter Rathje, adm. direktør, Sønderborgs ProjectZero
  • Annette Hartvig Larsen, CEO, Aarstiderne