Sønderborg Byråd vedtager besparelse på buskørsel

Byrådet i Sønderborg vedtog torsdag besparelser på buskørslen. Udgifterne til den kollektive trafik skal reduceres med syv millioner kroner fra 2023. Det betyder blandt andet færre ture for både bybusser og lokale busser.

Fra næste år kan det blive sværere at køre med busserne i Sønderborg Kommune. Byrådet har nemlig vedtaget besparelser for syv millioner kroner på buskørslen i kommunen. 

Ruteplanen bliver justeret sammen med Sydtrafik, så nedjusteringerne sker med mindst mulige negative konsekvenser for passagererne. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse. 

Budgetaftalen, der træder i kraft næste år, sker på baggrund af en merudgift til Sydtrafik på 14,6 millioner kroner. Det skyldes de stigende gaspriser og et fald i billetindtægter. 

Ændringer for busruterne 

De mange besparelser betyder, at der på flere af de lokale ruter nedlægges ture. Der sker for at spare omkring 350.000 kroner i 2024. 

Samtidig sker der ændringer på de seks bybuslinjer. Driften reduceres med to busser. Der vil heller ikke være kørsel efter klokken 17, eller busser der kører lørdage. 

En af de helt store ændring er tilskuddet til Ungdomskort, der bliver fjernet. I stedet indfører Sønderborg Kommune en pulje på 400.000 kroner til økonomisk trængte unge. De vil kunne søge tilskud til egenbetaling af Ungdomskortet.