Ung mand sigtet for fire forhold: Kørte narkokørsel og ville 'nakke' betjente

Søndag over middag var en ung mand i Sønderborg meget oppe at ringe, fortæller vagtchefen.

Søndag lidt over middag gik det helt galt for en 21-årig mand, der blev sigtet for fire forhold af Syd- og Sønderjyllands Politi.

På Rojumvej i Sønderborg bliver manden stoppet af politiet. 

- Det bliver han så tosset over, at han først kommer med trusler mod vores betjente, og derefter kommer han med fornærmende udtalelser. Han var meget oppe at ringe, fortæller vagtchef Erik Lindholdt. 

Ifølge vagtchefen var manden påvirket af narkotika og havde ikke førerret til bilen. Om det var den påvirkede tilstand, der fik manden til at true politibetjentene med at 'nakke' dem og køre dem ned, vides ikke. 

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, vores folk skal ikke møde på arbejde til sådan noget, siger vagtchefen.

Manden bliver sigtet for kørsel under påvirket tilstand, mangel på førerret, trusler mod tjenestemand og fornærmende tiltale, da han også valgte, at kalde betjentene ord, som ikke bør gengives i medierne, siger vagtchefen.

- Han gjorde det ikke nemmere for sig selv, fortæller vagtchefen.