Fra lille gedehyrde til stor hovedrolle i vikingespillet: Jeg skal bæres ud herfra

- De ting, jeg har oplevet her, vil man normalvis opleve på diskoteker.  

Man skulle ikke tro det, men sådan beskriver Janus Lynggaard sin forkærlighed for Jels Vikingespil, og han tilføjer:

- Jeg har haft en fest her hver evig eneste sommer siden 1977.

Janus fortæller, at han har oplevet alt fra første forelskelse, gode venskaber og det var faktisk her, han mødte sin kone, som han i dag har været gift med i 20 år. 

- Jeg har oplevet det hele her. Det er her, jeg har udviklet mig og er vokset op, og det er det her, jeg er, og jeg skal bæres ud herfra, siger han. 

1977, Roar og Helge

Det hele begyndte faktisk tilbage i 1977, hvor Jels Vikingespil udkom med deres første forestilling 'Roar og Helge'. Dengang var Janus for lille til at være med i forestillingerne, men han elskede at være på pladsen, og han løb rundt med sit plastiksværd og legede viking i sit gule kostume og med sit røde plastiksværd. 

Fra plastik- til metalsværd

Janus' far, Henning Lynggaard, blev nemlig kort tid før headhuntet til vikingespillet, fordi han havde et flot og vikingeagtigt skæg, og siden da har Janus været på pladsen.

- Min lillebror og jeg blev kørt hjem i pausen om aftenen. Så var der en barnepige, som lagde os i seng, så vi sov, når mine forældre kom hjem fra forestillingerne. 

Ikke kun Janus' forældre har været en del af Jels Vikingespil.

- Mine forældre, bedsteforældre, brødre, mine børne, fætre og kusiner, og jeg har endda fundet min kone her. Vi er en stor familie, og dem, vi ikke er i familie med, bliver vi tætte med alligevel og på den måde en større familie, siger han. 

Mødte sin kone

Janus fortæller, at hans kone i midten af 1990 blev ansvarlig for Jels Vikingespils hesteafdeling.

- På en eller anden måde, blev hun også fedtet ind i Jels Vikingespil, siger Janus, mens han griner.

- Vi syntes faktisk alle sammen, hun var lidt småsur og lidt svær at komme ind på livet af, men det lykkedes mig at score hende.

I dag har de tre børn sammen og har været gift i 20 år.

- Min ene søn brænder for skuespil, ligesom jeg gør, så han er på scenen. Min datter er i kiosken, mens min anden søn står i stoleudlejningen, siger han.

Janus fortæller, at det betyder alt for ham, at hans familie også er den del af det.

- Det vil ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke vi alle sammen var en del af det. Det tager meget tid, siger han.

- Vi skaber noget, der er større end os selv. Det er altafgørende, og det er fedt, vi gør en forskel for hinanden, siger han. 

Den første rolle

Da Janus blev fem år var han gammel nok til at være med i forestillingerne. Nu var det slut med at blive sendt hjem for at sove. Nu skulle Janus nemlig spille gedehyrde, og det var hans allerførste rolle i 'Starkad', hvor 15.100 tilskuere så stykket. Siden da har han været med i næsten alle forestillinger. 

- Det her sted har i den grad tegnet mig. Det er her, jeg er opdraget og fået min tilgang til andre mennesker, siger han.

- Selv den dag jeg fik studenterhue på, havde vi inviteret gæster derhjemme. Vi fejrede det, men vi spiste tidligt, for over halvdelen af selskabet skulle øve vikingespil om aftenen, siger han. 

Men det er også en af de få gange, hvor noget andet var lidt vigtigere end vikingespillet. 

Han fortæller, at vikingspillet er et sted, hvor der er plads til alle.

- Der er en rolle til alle. Jeg er opdraget til, at vi sørger for, at der er plads til alle, så vi omfavner også dem med psykiske- og sociale udfordringer. Det har jeg jo taget med i mit professionelle liv som lærer og skoleleder, siger han.

Janus understreger, at han er klar over, at det kan lyde forkert, når han siger, at han påtager sig en rolle til hverdag, men det er én ting, han har taget med fra scenen til vikingespillet. 

- Jeg kan godt påtage min en anden rolle, hvis situationen kræver det. Jeg har været leder i 19 år, og jeg kan godt påtage mig rollen som den hårde og barske, når det er nødvendigt, siger han.

Brødristeren

Janus fortæller, at der især er én forestilling, som han kommer til at huske for evigt, fordi den er så enestående og vild, som han selv beskriver det.

I 1998 spillede Janus hovedrollen som Hamlet. Han spillede overfor sin far, som spillede den onde onkel i stykket. Dengang var Janus 23 år.

I historien kommer Hamlet hjem og finder ud af, at hans far er død, og hans onkel har påtaget sig kongemagten.

Hamlet ridder ud på heden, hvor man har lavet en gravhøj over faren.

- Her ligger der en runesten, hvor en gammel mand "rister" runer. Jeg stod med ansigtet ud til publikum, og jeg skulle spille opløst af gråd og sorg, for min far var jo død, så siger jeg til den gamle mand "hvad rister du, lad mig se!".

- Så trækker han hånden ned til buksebenet og løfter en brødrister med fire stykker toast i.

- Det er det vildeste og sjoveste, jeg har prøvet på scenen, fordi jeg skulle blive ved med at spille rollen. Der var ingen, der opdagede det. Det er det sjoveste, jeg har oplevet på scenen. 

Rundt i sin personlighed

- Hvis det ikke betød noget, kunne jeg lige så godt gøre det hjemme foran spejlet.

Sådan lyder det fra Janus, da vi spørger ham om, hvorfor man bliver ved i så mange år, for det er alligevel i 41 år, han har været med.

- Vi gør det for at blive hyldet, siger han. 

Han griner og fortæller, han godt er klar over, at det godt kan lyde forkert. 

-  Jeg gør det her for at få en reaktion fra publikum. Når det så er sagt, så er det fedt, at man kan spille en rolle som ond, sjov, god, klodset eller naiv. Man kommer rundt i sin egen personlighed. Man får afprøvet sider af sig selv.

Han fortæller, at man på den måde får testet, hvad der fungerer for én som person, og hvad der absolut ikke fungerer. 

- Jeg håber, det har givet mig en opmærksomhed på, hvordan jeg er over for andre mennesker. En bevidsthed om, at jeg er en stor del af det samspil, man har med andre mennesker, siger han.