Engelbrecht vil have minister til at se på EU-støtte

Socialdemokraten Benny Engelbrecht opfordrer på baggrund af 3Fs kritik af Kongskilde modtagelse af EU-støtte erhvervsministeren til at give støtte-ordningerne et serviceeftersyn.

Benny Engelbrecht sender nu en opfordring til den nye erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) om at give området et serviceeftersyn og samtidig - hvis der kan påvises uhensigtsmæssigheder - at rejse en bekymring over for EU Kommissionen.

- Det er ikke rimeligt, hvis EU midler anvendes enten i strid med reglerne eller så kreativt, at det giver en skævvridning. EU handler jo netop om at skabe lige konkurrence. Jeg har derfor opfordret den nytiltrådte erhvervsminister til at give området et serviceeftersyn. Som bekendt står ministeren i spidsen for et regeringsudvalg der netop skal se på EU regler i et bredere perspektiv. Jeg tror ikke ministeren og jeg er uenige politisk på dette punkt, så min opfordring skal da også ses konstruktivt og jeg håber at det bliver modtaget sådan, siger Benny Engelbrecht (S) til TV SYD.