TV der bevæger dig

Flypassager: Højre motor lå næsten nede på asfalten

Tommy Pedersen var sammen med 184 andre passagerer på det fly, der lørdag formiddag kørte af banen i Sønderborg. Flyet var skruet fast i græsset, fortæller han til TV SYD.

Flyets ene sæt landingshjul kom ud i græsrabatten, og derefter tippede flyet, oplyser Sønderborg Lufthavn til TV SYD. Foto: Tommy Pedersen, privatfoto.

Et Tui-fly, der skulle have bragt 185 passagerer til Sicilien, måtte tidligere lørdag opgive at komme på vingerne, da flyet kørte af banen i Sønderborg Lufthavn. Her ses flyet kort før det blev fyldt med passagerer. Foto: Tommy Pedersen, privatfoto.

Tui-flyet fra Sønderborg kørte af banen og tippede efterfølgende. Her er det umiddelbart efter uheldet. Foto: Tommy Pedersen, privatfoto.

1 af 3

185 forventningsfulde passagerer skulle lørdag formiddag fra Sønderborg Lufthavn til Siciliens noget varmere temperaturer. Passagererne måtte dog hurtigere end forventet ud i det danske efterårsvejr på ny , da Tui-flyet kørte af banen og ud i et græsareal med det højre landingsstel, som sank i og fik flyet til at tippe.

Og en af dem, der fik en uventet start på ferien, var Tommy Pedersen, der havde set frem til en uge sammen med sin kone i Sicilien.

- Vi kørte ligesom rundt i nærmest sådan en rundkørsel, og så kørte det ene sæt landingshjul ud i græsset ved siden af banen. Hele flyet sank ned i højre side, og det var fuldstændig skruet fast, fortæller Tommy Pedersen, der altså sad i flyet, til TV SYD og forsætter:

- Vi kunne jo hurtigt konstatere, at det nok ikke var med det fly, vi kom afsted, for højre motor lå næsten nede på asfalten.

Havde lovet konen 25 grader

Tommy Pedersen fortæller på en telefon nede fra lufthavnen i Sønderborg, at det hele foregik meget roligt, da der ”ingen fart” var på flyet, og personalet var hurtige til at informere om, hvad der skete. Og Tommy Pedersen kan trods alt se det morsomme i situationen.

- Jeg havde lovet min kone, da vi satte os til rette i flyet, at når vi steg ud igen, så var det 25 grader. Det måtte jeg jo trække i mig igen, siger Tommy Pedersen.  

 Nu venter han sammen med de andre 184 passagerer på, hvad der skal ske. Seneste melding lyder ifølge Tommy Pedersen, at der er busser på vej, der skal fragte passagerne til en anden lufthavn, hvorfra de kan sætte kurs mod Sicilien.

- Der går dog nok nogle timer endnu, konstaterer han dog.