Lille trykkeri lægges ned af succes

Trykkeriet Toptryk laver gratis malebøger af overskudspapir - egentlig tænkt til de lokale børnehaver og dagplejer - men efter et opslag på facebook er interessen eksploderet.

Trykkeriet Toptryk Grafik i Gråsten bruger deres overskudspapir til at lave gratis malebøger til de lokale institutioner.

Malebøgerne er gratis, og det er fragten også. Trykkeriet vil nemlig gerne gøre noget godt for børn.

- Vi har besluttet, at vi gerne vil støtte børn, og det gør vi med de her gratis malebøger, som er udviklet i samarbejde med pædagoger og hospitalsklovne, fortæller Toptryks ejer Palle Bo Schmidt. 

En af de heldige brugere
En af de heldige brugere
Foto: Toptryk Grafik

Et opslag på facebook har for alvor sat trykkeriet på landkortet, da de nærmest er blevet væltet over ende af børnehaver, institutioner og dagplejere fra hele landet, der gerne vil have fingrene i de attraktive malebøger.

- Det er helt overvældende, og lige nu har vi cirka 3000, der står på venteliste til at få malebøger, - og alle skal nok få, siger Palle Bo Schmidt.

Trykkeriet trykker malebøgerne på restpapir fra deres andre produktioner. Ideen er at belaste miljøet mindst muligt. Derfor er der lidt ventetid på malebøgerne.

Omkring 50.000 malebøger er uddelt inden for de sidste tre måneder. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.