TV der bevæger dig

Slaget på Dybbøl skal markeres

Regionsrådet i Region Syddanmark går nu i gang med at tilrettelægge markeringen af 150 året for slaget på Dybbøl i 1864. Årsdagen er 18. april 2014.

Slaget i 1864 skal mindes i de kommende tre år.

Det politiske forretningsudvalg i regionen vil nedsætte en styregruppe med repræsentanter fra erhvervsliv, universiteter, mindretal og kulturinstitutioner på begge sider af grænsen.

Gruppen skal komme med idéer til en række aktiviteter i grænselandet de næste tre år frem mod jubilæet.

- Slaget ved Dybbøl var skelsættende for vores region, og derfor vil vi gerne markere dagen. Men vi vil gøre det med fremtidens briller på og rette opmærksomheden mod de store fremskridt i det dansk-tyske samarbejde, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Flensborg støtter

Den danske overborgmester i Flensborg støtter initiativet.

- Det er vigtigt, at vi bruger Dybbøl-jubilæet til at se fremad. I dag står Syddanmark og Nordtyskland med en række fælles udfordringer og fælles interesser, som det er vigtigt, at vi står sammen om, siger overborgmester i Flensborg, Simon Faber (SSW).

En af de foreløbige idéer er en foredragsrække om grænselandet, som skal holdes i både Danmark og Tyskland.

Kulturministeriet deltager i markeringen af slaget på Dybbøl.

Slaget på Dybbøl fandt sted den 18. april 1864. Ved slaget mistede Danmark Slesvig-Holsten til Preussen. Dybbøl-slaget blev dog også for mange symbolet på dansk modstand og udholdenhed.