Sidste chance: Hvad skal storkeungerne hedde?

Send os en mail med dit bud på, hvad de to unger i Smedager skal hedde senest klokken 13 i dag torsdag.

De to storkeunger i Smedager går i dag under navnene 1E43 og 1E42 ifølge ringmærket på det ene ben. Nu har en dyrlæge så kønsbestemt ungerne, og han er nået frem til, at 1E43 er en han, og 1E42 er en hun (den ældste). 

Storkeungerne fik i juni ved ringmærkningen plukket to til tre fjer, som har været en tur forbi dyrlægen til kønsbestemmelse. Resultatet er, at der er en unge af hvert køn i reden i Smedager, og nu skal de have navne.

Det beder vi som sædvanligt seerne om hjælp til.

Send dit forslag på mail til storke@tvsyd.dk senest torsdag den 8. juli kl. 13.00. Du må meget gerne give en begrundelse for dine forslag til et drenge- og et pigenavn.

Herefter vælger TV SYD og storkene.dk de bedste navneforslag, og disse vil så blive sendt til sms-afstemning fra mandag den 12. juli til fredag den 16. juli kl. 09.00.

Sidste år hed ungen Ronja

Tidligere år har ungerne i reden fået svenske navne fra Astrid Lindgrens romanunivers. Det er der dog ikke noget krav om, og mulighederne er mange, hvis man lader sig inspirere af tidligere år. 

Bonnie og Clyde stjal sidste år storkereden fra Annika og Tommy, da Tommy døde og derfor ikke længere kunne forsvare storkereden. Bonnie og Clyde indtog den og rugede videre på Tommy og Annikas æg samt lagde deres eget, der blev til storkeungen Ronja.

Da storkeungen sidste år skulle navngives, stod valget mellem Ronja, Annie og Elizabeth, og Ronja løb med en suveræn sejr. I en sms-afstemning landede 76 procent af de 1.207 stemmer på navnet Ronja.

Med navnet Ronja opkaldtes storkeungen, som den røverdatter den er. Forældrene blev i juni sidste år opkaldt efter Bonnie og Clyde, som var et ungt amerikansk forbryderpar, der røvede banker og købmænd og har flere liv på samvittigheden. De levede i USA i 1930’erne og mistede livet, da de blev stoppet i deres bil og gennemhullet af politiets skudsalver.

Det har seerne tidligere døbt storkeungerne

Alma, Anton og Line i 2018

Akkurat som hos forældreparret Tommy og Annika tog storkeungernes navne i 2018 udgangspunkt i den afdøde svenske forfatter Astrid Lindgrens litteraturunivers - hele tre sæt navne var i spil til ungerne:

  • Anna, Britta og Bosse (Alle vi børn i Bulderby)
  • Alma, Anton og Line (Emil fra Lønneberg)
  • Ronja, Birk og Lovis (Ronja Røverdatter)


3.152 deltog i afstemningen om navnene, og med 57% af stemmerne afgjorde TV SYD's seere, at de tre storkeunger skulle hedde Alma, Anton og Line.

Forhåbentlig er lysten til at foreslå navne til 1E43 og 1E42 lige så stor som dengang.