Årets første stork er landet: Er det Clyde?
Storkeekspert kan endnu ikke identificere storken, der landede i reden i Smedager tirsdag.
Ved 15-tiden tirsdag landede der for første gang i år en stork i reden i Smedager.
Om det drejer sig om Clyde, den tyske hunstork Connie eller en helt tredje stork, er endnu for tidligt at sige.
- Den er pæn hvid, hvilket vi har været vant til de seneste år. Om det er en af dem, vi kender fra sidste år, er endnu for tidligt at sige. Vi skal nu til at identificere den - altså observere dens adfærd for at se, om den er kendt, fortæller storkeekspert Mogens Lange.
Efter et lille kvarter i reden fløj storken ned til vandhullet i nærheden af reden.
I storkekredse løber rygtet om, at dagens stork er Clyde. Mogens Lange vil dog gerne vente et par dage med at konkludere netop det. Også selvom han på nuværende tidspunkt godt vil erkende, at storken opfører sig hjemmevant i Smedager.
- Den gik fra vandhullet og hele vejen op til ejendommen ved reden. Det ville en stork, der ikke er stedkendt, ikke gøre. Den ville snarere forblive ude på marken. Ud fra det tyder det på, at den har været her tidligere, mener han.
- Hvis den sover på reden i nat, er det klart en indikation af, at den føler sig tryg. Så er det måske en af dem, vi kender, måske Clyde, tilføjer Mogens Lange.
Ved 21-tiden tirsdag var storken stadig i reden i Smedager.
En uge tidligere i år
Sidste år landede den første stork i Smedager søndag den 7. marts. Altså en uge senere end i år.
De ynglende par i 2021, Clyde og hunstorken Connie, fik i begyndelsen af april 2021 hanstorken Zeneca og hunstorken Astra. De to unger døde i en nærliggende gylletank den 31. juli 2021.
Lørdag den 12. februar blev de første storke set i Danmark, og det er overordentligt tidligt i forhold til de senere år. I 2021 blev den første stork observeret den 22. februar på Amager, og den 1. marts i år landede den første stork i en anden rede i det sønderjyske.
Folkene fra Storkene.dk har i samarbejde med Ribe og Tønder storkelaug igen i år sat flere reder op, så der nu er i omegnen af 60 indflytningsklare reder i Syd- og Sønderjylland.