Dødsfald i storkereden i Smedager

Storkeforældrene Connie og Clyde har indtil i eftermiddags haft tre storkeunger, men nu har de mistet én.

I fredags klækkede de første to æg i reden i Smedager, og lørdag eftermiddag kom endnu en storkeunge til verden i reden. 

Nu har storkeforældrene Connie og Clyde mistet en af deres tre storkeunger.

- Efter min vurdering er det den yngste storkeunge, der er gået til, siger Mogens Lange fra Storkene.dk.

Velkendt scenarie

Siden mandag klokken 15 har storkeungen ligget helt stille, mens dens to søskende ivrigt har bevæget sig og fået føde af forældrene. 

- Det er meget naturligt, og der er altid noget liv, der ikke klarer den, forklarer Mogens Lange og uddyber: 

- Vi har været vidne til det adskillige gange, og når storkeungen først ligger helt stille i mange timer, er det et tegn på, at noget er galt, og det slutter altid med et dødsfald, siger han.  

Ifølge storkeeksperten kan der være mange årsager til, at storkeungen er gået til. Det kan være alt fra tryk fra forældrene til genetiske fejl eller infektioner, der er skyld i dødsfaldet.

Usikker fremtid

Hvad der sker med den afdøde storkeunge, er ikke for sarte sjæle. 

- Den ligger nok i reden nogle dage endnu, og så smider forældrene den ud af reden. Det tager lidt tid, for forældrene er ikke så hurtige til at opfatte, at noget er galt, siger Mogens Lange. 

Om der kommer flere storkeunger til reden i Smedager er endnu uvist. 

-Jeg er i tvivl, om de sidste to æg klækker, jeg tror, at vi er heldige, hvis bare et æg mere klækker, for de skulle have været klækket i dag, siger storkeeksperten og slår fast, at han håber, at der vil komme flere levende og blivende unger i reden.