Opbrud i storkereden: Storkeunge set i Tyskland

Måske er storkeungerne fra Smedager på vej sydpå. Det vil de kommende dage vise, fortæller storkeekspert.

Hvis du på det seneste har siddet og fulgt med på TV SYDS livesignal fra storkereden i Smedager, har du måske lagt mærke til, at de to storkeunger Cort og Vingegaard manglede.

Og det er der en god grund til, for måske er de allerede på vej mod sydligere himmelstrøg. 

Mogens Lange, der er næstformand ved storkene.dk, tør dog ikke at sige endegyldigt, om det er trækket sydpå, der er påbegyndt. Der kan også være tale om en træningstur, inden den helt lange flyvetur begynder.

- Nogle gange kan man være lidt hurtigt ude. Så går der par dage, og så er de tilbage, siger han til TV SYD.

Lettede for en måned siden

Selvom det blot er en måned siden at ungerne lettede fra reden første gang, så er det ikke unormalt, at de allerede påbegynder turen mod de sydlige himmelstrøg.

- De er jo kommet lidt tidligere på vingerne, end vi normalt ser. Vi har dog før set, at de ryger afsted fire uger efter, at de er kommet på vingerne, fortæller storkeeksperten.

I storkerederne i Rens og Jejsing er ungerne for eksempel først kommet på vingerne inden for den seneste uge.

Skal følge GPS-signal

Den ene unge, Cort, har en GPS på, og Mogens Lange glæder sig til at se, hvilken retning den bevæger sig de kommende dage. Nogle storke tilbringer vinterhalvåret i Sydafrika, mens andre tager en lidt kortere tur og slår sig ned i det sydlige Europa.

- Nu bliver det spændende at følge GPS'en og se, hvilken vej den går, hvis den ikke krøller rundt og vender tilbage til Smedager, siger han.

Du kan følge storkene her.