Derfor pendler hanstork mellem to reder

Storken Thorkild landede i reden i Smedager for få dage siden. Men den unge han er utålmodig i jagten på en mage og har allerede været forbi en rede i Ribe.

Storken Thorkild er en ung, energisk hanstork. Født i Tyskland i 2019 og dermed fem år gammel. Søndag aften den 10. marts kort før klokken 18 landede den på reden i Smedager efter vintertrækket til Afrika eller Sydeuropa.

- Thorkild ynglede med succes med Connie i Smedager sidste år, så derfor er den landet i Smedager igen i år, fortæller Jess Frederiksen, der er formand i foreningen Storkene.dk.

Der er bare lige det minus, at Connie endnu ikke er ankommet til reden. Den er set ved Hamborg for flere uger siden, men dens ankomst til Danmark lader vente på sig. Og det gør Thorkild utålmodig.

- Thorkild er en ung, viril han, som gerne vil i gang med at yngle. Og selvom dens instinkt byder den at være på reden i Smedager, så lokker andre kendte reder også i jagten på hunner, siger Jess Frederiksen.

Thorkild på reden i Smedager den 14. marts 2024.
Thorkild på reden i Smedager den 14. marts 2024.
Foto: TV SYD/Storkene.dk

Thorkild har få dage efter ankomsten i Smedager allerede været på en af storkerederne i Ribe. Området kender den nemlig fra sommeren 2022, hvor den dannede par med en anden ung stork.

- Thorkild og hunstorken forsøgte at yngle, men de var for unge til, at der kom noget ud af det. Men de boede på rederne i Ribe og Øster Vedsted hele sommeren. Det er kendt land for Thorkild, og derfor at den tager ture dertil i jagten på damestorke.

Hvor den ender med at slå sig ned, vil tiden vise, selvom Smedager er dens 'hjem', siger storkeeksperten.

- Hvis Connie lige om lidt lander i Smedager, så vil Thorkild helt sikkert foretrække det. Men jo længere tid hun lader vente på sig, jo større 'risiko' er der for, at Thorkild søger nye enge, hvis der er en lækker hun i nærheden. Og da den kender Ribeegnen godt, er det ikke utænkeligt, man vil kunne se den der. 

Ifølge Jess Frederiksen har storkene endnu to måneder til at finde redepladser og en mage i. Ynglevinduet lukker omkring 10. maj, så endnu kan alt ske i storkeland.