Storkepar indleder ynglesæson langt tidligere end førhen

Både i storkerederne i Jejsing og Rens er storkeparrene blevet genforenet efter en vinter sydpå - og de er tidligt på færde.

Siden 24. februar har hanstorken ventet på sin mage i storkereden i Rens, og mandag den 4. marts landene hun endelig. 

quote

Fænomenet med de tidlige pardannelser tog sin begyndelse syd for grænsen

Hans Skov, storkeekspert

Det er faktisk 12 dage tidligere end i 2023, hvor hannen landede den 6. marts, og hunnen indtog reden den 16. marts, skriver Storkene.dk i en pressemeddelelse.

For storkene er generelt tidligere og tidligere på færde. 

- Fænomenet med de tidlige pardannelser tog sin begyndelse syd for grænsen for snart mange år siden. De storke, der danner par i februar, lægger ikke æg før i marts, men alligevel kan der komme både frost og sne, efter rugningen er indledt, siger storkeekspert Hans Skov fra Storkene.dk. 

- Nogle æg går formentlig tabt i kulden, men de fleste æg klarer sig og bliver til unger. Og derfor lader det ikke til, at den tidligere ynglestart giver sig udslag i negative konsekvenser for udviklingen i bestanden, siger han.

Kamp om rederne

Førhen var det helt usædvanligt at finde storke i Danmark før den 1. april, men storkebestanden er generelt i stigning. Det medvirker både til, at storkene kommer tidligere, og at der bliver flere af dem i Danmark, fortæller Hans Skov.

Her har det betydning, om man er en vest-trækkende stork, der har overvintret i Spanien og Marokko. Eller om den kommer hertil fra det østlige og centrale Afrika, hvorfra storkene typisk ankommer 3-6 uger senere.

- De sent ankommende storke vil opleve, at de bedste redepladser er optaget. Og derfor er det største problem for de tidlige storkepar ikke så meget kulden, som det er de kampe om rederne, der opstår, når de sene storke vil forsøge at overtage en rede med et kuld æg, eller måske endda unger, siger Hans Skov.  

Et storkepar er allerede ankommet til Jejsing.
Et storkepar er allerede ankommet til Jejsing.
Foto: Lone Gabelgaard

Hvis det ikke lykkes at overtage en rede, er den bedste løsning at finde en anden rede længere væk, hvor man kan få fred til at yngle. Her har mange storkepar for længst fået øjnene op for rederne mod nord.

- I 2023 etablerede hele to storkepar sig på Norddjursland, og de ynglede succesfuldt. Og sådan forventer vi, det kommer til at gå i årene fremover. Så længe der er fremdrift i bestanden i Nordvesttyskland, vil de mange overskydende storke herfra sprede sig mod nord for at etablere sig som ynglefugle, siger storkeeksperten.