Annika og ungerne går barsk tid i møde: - Det bliver hårdt at se på

Uden Tommy er det udelukket, at Annika kan opfostre alle ungerne selv.

- Vi kommer til at se nogle af storkeungerne dø.

Sådan lyder meldingen fra formanden for Storkene.dk, Jess Frederiksen, der ikke mener, at Annika selv kan opmade alle ungerne.

quote

Hvis én eller to unger overlever, er det en succes.

Jess Frederiksen, formand, Storkene.dk

Lige nu er det den største risiko, vurderer han, men krager, måger og rovfugle udgør også en stor trussel mod ungernes liv. 

- Selv hvis Annika kunne made alle ungerne selv, er der stadig den risiko, at der kommer en havørn og snupper en unge, når Annika er væk fra reden for at skaffe mad, siger Jess Frederiksen. 

Naturen vil gå sin gang

Efter at Annika tidligere på ugen blev skræmt og forlod reden i en time, da en teleskopstang forsøgte at levere små regnbueørreder til hende, er der nu sat fisk og vand frem på jorden under reden.

Jess Frederiksen fortæller, at de gør, alt hvad de kan for at hjælpe Annika og hendes unger. 

Men uanset antallet af små fisk og orme udelukker det ikke, at naturen også vil komme til at gå sin gang.

- Hvis én eller to unger overlever, er det en succes. Det er en begrænset succes, men det sikrer, at Annika har en tilknytning til reden, siger Jess Frederiksen.