11 syd- og sønderjyske naturarealer sat i bero efter fund af PFAS

Naturstyrelsen sætter et midlertidigt stop for græssende kvæg på naturarealer, hvor der er fundet PFAS.

Køer fra 11 naturarealer i Syd- og Sønderjylland kan ikke forvente, at komme på græs til sommer. I hvert fald ikke lige med det samme.

Naturstyrelsen har nemlig sat en midlertidig stopper for græssende kvæg på arealer med PFAS-fund.

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

På landsplan er der tale om i alt 43 områder, og det betyder altså, at kvæg ikke får lov til at græsse på cirka 3.000 hektar statslige naturområder.

Disse syd- og sønderjyske naturarealer sættes i bero

  • Hegnet, Nymindegab

  • Houstrup Klitter

  • Vejers Nord

  • 12. maj heden

  • Skallingen 1 og 2

  • Darum-Tjæreborg

  • Vilslev Forland

  • Stenderup Hage

  • Tange Bakker

  • Hviding Klint

    Kilde: Naturstyrelsen

- Vi tager ingen chancer, når det kommer til mulig PFAS-forurening af vores fødevarer. Derfor stopper vi nu midlertidigt for, at der bliver sat græssende kvæg ud i en række statslige naturområder, hvor der er tegn på PFAS-forurening, siger miljøminister, Magnus Heunicke, ifølge pressemeddelelsen.

Midlertidigt stop indtil der vides mere

De i alt 43 områder, der er tale om - hvoraf 11 befinder sig i Syd- og Sønderjylland - er naturarealer, som Naturstyrelsen har forpagtet til private landbrugere, hvis kvæg græsser på arealer til fordel for natur og biodiversitet.

Det midlertidige stop for græssende kvæg kommer til at være i kraft, indtil der vides mere om, hvor stor en del af de konkrete arealer der reelt er forurenede.

For de private landbrugere betyder det midlertidige stop, at deres forpagtningsaftaler bliver annulleret.

- Vi forventer, at myndighederne finder en løsning til de berørte landmænd, der nu ikke har noget sted at lade deres dyr afgræsse. Det kan være tilbud om erstatningsarealer eller en anden form for kompensation, siger Thor Gunnar Kofoed, der er viceformand i Landbrug og Fødevarer, i pressemeddelelsen.

- Det stiller de private landmænd i en svær situation

Annulleringen af forpagtningsaftalerne sker, fordi Fødevarestyrelsen har præciseret, at man som udlejer af arealer til græsning har et ansvar som foderproducent, og at de pågældende arealer derfor ikke længere kan bortforpagtes til afgræsning af dyr, der kan bruges til at producere fødevarer.

- Jeg ved, at det stiller de private landmænd i en svær situation, at vi nu er nødt til at sætte græsningen i bero en række steder. Dyrene har også været med til at løse en vigtig opgave med at pleje noget af vores mest værdifulde natur. Derfor gør vi nu alt, hvad vi kan for at finde ud af, hvad vi gør med disse arealer, siger Magnus Heunicke ifølge meddelelsen.

De statslige naturarealer, hvor der er risiko for PFAS-forurening, blev blandt andet identificeret ved en tidligere stikprøveundersøgelse af græs. Her blev der på 60 statslige naturområder fundet PFAS i mængder, der overskrider Fødevarestyrelsens såkaldte indikatorværdier for græs.

Disse områder er sat i bero som følge af fund af PFAS. Billedet er beskåret i toppen.
Disse områder er sat i bero som følge af fund af PFAS. Billedet er beskåret i toppen.
Foto: Kort: Naturstyrelsen

Fødevarestyrelsen har efterfølgende taget blodprøver af dyr, der har græsset på de statslige naturområder. På baggrund af prøverne er en del af arealerne frikendt, men for de resterende 43 arealer sættes græsningen nu i bero af hensyn til fødevaresikkerheden.

De berørte forpagtere er blevet orienteret fredag.