6.428 syd- og sønderjyder kan gå tidligt på pension i 2022

Regeringen har tirsdag løftet sløret for et udspil til tidlig pension, som vil give folk med mange år på arbejdsmarkedet mulighed for at trække sig tilbage tidligere.

Danish Crown-slagteriet ved Horsens dannede tirsdag klokken 13 ramme om et pressemøde, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen præsenterede sit udspil til en pensionsreform, der skal give mulighed for tidlig pension for udvalgte grupper.

I TV SYDs område betyder den nye pensionsreform, at 6.428 personer har ret til tidlig pension i 2022.

De 6.428 er opgjort på baggrund af tal fra regeringen, der desuden oplyser, at det på landsplan er 38.000 danskere, der i 2022 vil få muligheden for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Se herunder, hvordan tallene ser ud for netop din kommune.

På pressemødet vurderede regeringen, at omkring halvdelen af de personer, som har adgang til tidlig pension, vil gøre brug af muligheden. Erfaringerne er samlet fra efterlønsordningen, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Det betyder den nye ret til tidlig pension

Retten til tidlig pension er netop en rettighed. Det betyder, at man ikke skal vurderes for at få lov til at gå tidligt på pension.

Ydelsen er 13.550 kroner om måneden før skat. Det beløb bliver mindre, hvis man har en pensionsopsparing over 2 millioner kroner, men til gengæld må man arbejde og tjene op til 24.000 kroner om året før skat, uden at det bliver trukket i skat.

Hvornår kan du gå på tidlig pension?

- Har man som 61-årig arbejdet 42 år, får man ret til at gå på pension en år før folkepensionsalderen.

- Har man som 61-årig arbejdet 43 år, får man ret til at gå på pension to år før folkepensionsalderen.

- Har man som 61-årig arbejdet 44 år, får man ret til at gå på pension tre år før folkepensionsalderen.

Kilde: Regerigen

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på pressemødet, at det både kan være fysisk og psykisk nedslidning, som kan berettige borgere til at komme tidligere på pension. Objektive kriterier skal opfange de fysisk nedslidte, mens dem, der er psykisk nedslidte, skal opfanges af en visitationsmodel.

Murer: Det kommer ikke til at gøre en forskel

Et af de erhverv, der ofte oplever fysisk nedslidning, er murerne. Hos Murerfirmaet Axel Poulsen er der dog ikke meget begejstring at spore efter pressemødet i dag. 

- Om man kan gå ét, to eller tre år før, tror jeg ikke, kommer til at gøre den store forskel, siger murer Mikkel Jensen.

- Det er da meget fint for dem, det kommer til at gælde for, men jeg tvivler bare på, at vi andre får noget ud af det. Jeg tror, den aftale bliver lavet om mange gange, inden det bliver min tur, siger Lasse Jepsen, der også er murer ved Murerfirmaet Axel Poulsen.

Murerlærling Casper Bukh deler samme holdning som sine kollegaer og har heller ikke stor optimisme tilovers for det nye pensionsudspil.

- Der er mange år til, det gælder for mig, så det har jeg slet ikke forholdt mig til, og det bliver sikkert ændret mange gange inden da, siger Casper Bukh.