Anlægsgartnere og havearkitekter har travlt: Ventelister på op til et halvt år

Der er travlt rundt omkring i de syd- og sønderjyske haver. Coronaen har fået flere danskere i haven, og det kan mærkes hos havearkitekter og anlægsgartnere.

Foråret begynder at titte frem, og foran supermarkedernes indgangspartier tårner pottemuld og frugttræer sig op.

Og det er ikke kun i haverne, at planterne nu finder ekstra næring til at gro. Også hos dem, der arbejder professionelt med haver, er der vækst.

Ud af de fem syd- og sønderjyske anlægsgartnere og havearkitekter, som TV SYD har talt med, oplyser alle, at der er travlt i den professionelle havebranche. Det var der også inden coronaen, men flere mener alligevel, at det har spillet ind.

- Der er virkelig gang i den. Vi har en venteliste på et halvt år. Men det er på godt og ondt, for vi har jo også en fast kundeskare, som vi prioriterer at passe på, samtidig med at vi også gerne vil tage endnu flere spændende projekter ind, uden at kunden skal vente alt for længe, siger Jørgen Vestermark, der er indehaver af anlægsgartnervirksomheden Vestermark i Ribe.

quote

Det er virkelig gang i den. Vi har en venteliste på et halvt år.

Jørgen Vestermark, indehaver, Vestermark, Ribe

Den store efterspørgsel har også betydet, at Vestermark lige nu har hele fire lærlinge i folden, som de er ved at lære op. Og de passer godt på dem, for medarbejdere hænger ikke på træerne.

- Vi har fire nye lærlinge i gang som anlægsgartnere og brolæggere, som vi gerne selv vil være med til at forme, og fordi det ikke er til at få fat i anlægsgartnere og brolæggere. Der er behov for unge mennesker, der vil det her, og som har en kreativ side, lyder det fra Jørgen Vestermark.

Coronaen spiller ind

Ikke nok med at vi danskere tilsyneladende ikke er blege for at betale os fra at få pænt anlagte haver, så har vi også selv brugt mere tid i haven det sidste år.

Ifølge foreningen Haveselskabet, der repræsenterer 30.000 haveejere, fortæller 83 procent i en undersøgelse nemlig, at de har brugt mere tid i haven under coronakrisen sammenlignet med tidligere.

quote

Hvor folk før brugte penge på at rejse ud, så er folk mere hjemme, og så har de fået øjnene op for, at omgivelserne trænger til en kærlig hånd.

Jørgen Vestermark, indehaver, Vestermark, Ribe

Hos Vestermark A/S havde man også travlt, inden coronaens indtog, men ikke lige så travlt som efter.

- Coronaen har gjort en stor del af det. Hvor folk før brugte penge på at rejse ud, så er de mere hjemme, og så har de fået øjnene op for, at omgivelserne trænger til en kærlig hånd, siger Jørgen Vestermark.

Også mængden af penge, som hans kunder skyder i haveprojekterne, er større. For folk er begyndt at prioritere kvalitetsmaterialer højere end tidligere.

- Vi har altid haft travlt, men folk ofrer nogle flere penge på haven nu, siger Jørgen Vestermark.

Så mange penge bruger vi på haven

Ifølge en undersøgelse fra 2017 bruger vi danskere i gennemsnit 2.300 kroner om året på planter og redskaber til haven.


Kilde: Analyseinstituttet YouGov for Videncentret Bolius

Samme opfattelse deler havearkitekt Ellen Lærke Jørgensen fra Vejle, hvor der også er gang i biksen. Selvom foråret altid er en travl periode, mener hun alligevel, at de mange huskøb betyder, at folk også investerer i haven.

- Jeg har travlt. Det er foråret altid, men der er også travlt i år, fordi mange har købt nye huse. Folk har flere penge, og det kan man godt fornemme. De er ikke skræmt væk og vil gerne investere i haven.

Mere vilde og spiselige haver

Når folk kommer til Ellen Jørgensen for at få inspiration til indretningen af haven, så er det ikke tilfældigt, hvad de efterspørger. 

Blandt andet har initiativet Vild med Vilje sat sit aftryk på haveejerne. Vild med Vilje er et initiativ, som skal skaffe mere vild natur til gavn for biodiversiteten blandt dyr og planter.

- Haven skal noget mere end bare at se pæn ud. Haven skal også være spiselig og være mere vild. Der er flere, der bruger begrebet “vild med vilje”, og det var der ikke lige så meget før, siger Ellen Jørgensen.

Knap otte ud af ti danskere mener, at naturen gerne må være mere vild. Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup fik lavet for Danmarks Naturfredningsforening i 2020.