Brev fra minister om grænsekontrol vækker opsigt

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) var i dag i samråd om den midlertidige grænsekontrol, hvor der også blev spurgt ind til de udtalelser, han kom med i et brev til Folketinget.

I midten af april kunne regeringen meddele EU-Kommissionen, at grænsekontrollen bliver omlagt fra midten af maj.

Dermed blev grænsekontrollen endnu en gang forlænget. Danmark indførte første gang den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland i 2016. Den er løbende blevet forlænget med et halvt år ad gangen.

I den forbindelse skrev justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en orientering til Folketinget, at der er "betydelig" juridisk usikkerhed forbundet med at forlænge grænsekontrollen endnu engang.

Det skriver Information.

"Vurderingen af, om der foreligger en ny trussel, der kan begrunde genindførelse af grænsekontrol umiddelbart efter udløbet af en periode med genindført grænsekontrol, er efter Justitsministeriets opfattelse behæftet med betydelig usikkerhed", står der i brevet.

Deling med offentligheden

Torsdag var Peter Hummelgaard kaldt i åbent samråd af Folketingets retsudvalg for at besvare spørgsmål om den midlertidige grænsekontrol, og her gik både Torsten Gejl (ALT) og Karina Lorentzen (SF) til ministeren på spørgsmålet om, hvorvidt grænsekontrollen er lovlig.

- Vi har selvfølgelig noteret os, at ministeren åbent erkender, at der er betydelig usikkerhed om den nuværende grænsekontrols lovlighed. Det må efter vores opfattelse betyde, at der også har været væsentlig usikkerhed om lovligheden i går, i forgårs, sidste år og forrige år, lød det indledningsvist fra Torsten Gejl.

Herefter satte han spørgsmålstegn ved, hvorfor pressen ikke får adgang til beslutningsgrundlaget for den midlertidige grænsekontrol.

- Har regeringen fået noget at vide, der ikke tåler offentlighedens lys?, spurgte han, inden ministeren tog til genmæle.

- Det er korrekt, at det ikke er alle oplysningerne i forbindelse med regeringens interne beslutningsprocesser, som bliver delt med offentligheden, lød svaret fra ministeren, der ikke kunne genkende, at der skulle være en "urimelig" lukkethed om regeringens beslutning.

Undersøge advarsler

Herefter spurgte Torsten Gejl ad flere omgange ind til, om ministeren kunne af- eller bekræfte, om der siden indførelsen af den midlertidige grænsekontrol i 2016 har været advarsler fra embedsværket i forhold til lovligheden.

Det ville ministeren ikke, da han ikke ville redegøre for tidligere regeringers beslutninger og efter flere minutters diskussion frem og tilbage, meldte Karina Lorentzen sig også ind i debatten.

Hun bad ministeren undersøge, om der findes skriftlige advarsler fra embedsværket omkring lovligheden af grænsekontrollen.

- Der er kommunikeret helt åbent og ærligt til kommissionen. Der er kommunikeret helt åbent og ærligt til Folketinget. Hvis kommissionen mente, at det var i strid med Schengen-reglerne og dermed EU-retten, så havde man haft alle muligheder for at handle på det, lød svaret fra ministeren.

Den nuværende midlertidige grænsekontrol udløber 11. maj. 

Dagen efter træder den omlagte grænsekontrol i kraft. Den gælder indtil 11. november 2023.