Drop ukrudtsbrænderen - tørke giver risiko for brand i Sydvestjylland

Danske Beredskaber opfordrer til opmærksomt brug af grill og ukrudtsbrænder, mens brandfareindekset er højt.

Har man planlagt at svinge ukrudtsbrænderen til en forårsrengøring i haven over weekenden eller tænde kulgrillen til en sammenkomst, er der grund til at være ekstra opmærksom.

Efter to tørre måneder er brandfareindekset i Danmark højt. Særligt fredag er der i størstedelen af landet risiko for, at gløder fra eksempelvis ukrudtsbrændere kan sætte gang i en ild.

Det viser prognoser fra hjemmesiden brandfare.dk, som er udarbejdet af DMI.

- Mange danskere tænker, at brandfare opstår over varme somre. Men her om foråret er der høj brandfare, når vi har de forhold, der er lige nu, siger Bjarne Nigaard, som er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

- Vind og en længere periode med tørke gør det brandfarligt i naturen. Det gælder også ved carporten, hvis ukrudtsbrænderen kommer for tæt på, siger han.

Særlig høj risiko i Sydvestjylland

At brandfaren er høj lige nu skyldes blandt andet, at der i marts og april ikke er faldet meget nedbør. Marts var rekordtør med på landsplan kun 4,2 mm regn.

Og lørdag er risikoen for brand særlig høj i Sydvestjylland.

April kom vådt fra start, men de seneste uger har der ikke været meget nedbør, oplyser DMI.

Derudover betyder vejrforholdene meget.

- Man skal tænke sig om. Blæser det meget, og tager man ukrudtsbrænderen eller grillen frem, bør man sørge for, at det foregår i læ. Får vinden fat i gløder, kan det tænde op på lang afstand, siger Bjarne Nigaard.

Særligt ukrudtsbrænderen bør man bruge med omhu. Ved store boligbrande er uforsigtig brug af ukrudtsbrændere den hyppigste brandårsag, oplyser Danske Beredskaber.

Der er dog på nuværende tidspunkt ingen grund til bekymring over, at et kommende forbud mod afbrænding spolerer grillsæsonen, som det var tilfældet i 2018.

- Der er ingen indikationer af, at vi nærmer os noget, hvor vi skal regulerer adfærden, siger Bjarne Nigaard.

- Men man skal huske, at det kan være brandfarligt om foråret, og at der kan være behov for, at man tænker sig lidt ekstra om, siger han.