En tårevædet DM-vinder: - Jeg er virkelig glad

Mette Cæcilia Markmann-Eriksen har i tre dage lavet den ene flotte kage efter den anden. Lørdag vandt hun titlen som Danmarks bedste konditor i DM i Skills.

Det var en meget rørt konditorvinder, TV SYD mødte på scenen efter præmieoverrækkelsen til DM i Skills. 

- Det er mega fedt. Jeg kan ikke helt sige noget. Jeg er virkelig glad, siger en tårevædet Mette Cæcilia Markmann-Eriksen

Efter tre hårde og inspirerende dage kan konditoren Mette Cæcilia Markmann-Eriksen kalde sig den bedste inden for konditorfaget.

- Det har været sjovt og hårdt og meget inspirerende også. Jeg føler, at jeg er blevet dygtigere, siger hun til TV SYD.

Nogle af de kreationer, konditoreleven fik lavet i løbet af de tre konkurrencedage.
Nogle af de kreationer, konditoreleven fik lavet i løbet af de tre konkurrencedage.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Blevet klogere på sig selv

Mette Cæcilia Markmann-Eriksen var også med til at dyste i DM i Skills sidste år. Her blev det dog kun til en fjerdeplads. 

I år har hun givet den endnu mere gas, og lørdag blev det altså belønnet med en førsteplads.

Mette Cæcilia Markmann-Eriksen kan fra i dag kalde sig Danmarksmester indenfor konditorfaget.
Mette Cæcilia Markmann-Eriksen kan fra i dag kalde sig Danmarksmester indenfor konditorfaget.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Det har ifølge konditorvinderen været en hård omgang, men konkurrencen har også lært den unge konditor en del.

- Man lærer jo noget om, hvordan man arbejder under pres - og om, hvornår man tager de gode beslutninger, siger Mette Cæcilia Markmann-Eriksen.

Oven på tre hektiske dage er der ingen tvivl om, hvad konditoren har af planer:

- Jeg skal bare hjem og slappe af - og sove, siger Mette Cæcilia Markmann-Eriksen.

Mette Cæcilia Markmann-Eriksens station ved konditorstanden ved DM i Skills 2020.
Mette Cæcilia Markmann-Eriksens station ved konditorstanden ved DM i Skills 2020.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD