Fartkontrol i denne uge: Første indtryk er, at der er færre corona-fartbøller

En øget trafik gør formentlig, at der vil være færre højdespringere på de danske veje, fortæller vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi.

I denne uge vil politiet landet over holde øje med bilisternes speedometer. Og det er ikke første gang, at politiet har fokus på den tunge speederfod dette forår.

De tomme veje under coronatiden har nemlig fået folk til at sætte farten op. Derfor var vicepolitiinspektøren i færdselsafdelingen hos Sydøstjyllands Politi også spændt på, hvad de ville møde på vejene i deres politikreds. 

- Det har næsten været med et bævende hjerte, at vi gik ind i det, fordi vi har kunnet konstatere, at der i de her tider, med mere plads på vejene, bliver kørt meget for stærkt, siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Jesper Engelund, til TV SYD. 

Efter mandagens opstart oplever han dog, at det generelle billede ikke er helt så slemt som først forventet.

- Overordnet var det ikke så grelt i går, som vi har set i ugerne forud. Nu følger vi selvfølgelig op resten af ugen og ser på, om billedet ændrer sig, siger Jesper Engelund. 

Han fortæller desuden, at de umiddelbart oplever en øget trafikmængde igen, hvilket også kan have en betydning for, hvor mange "højdespringere" man vil opleve på de danske veje.

- Når der er mindre plads på vejene, vil der også være mindre mulighed for at køre så hurtigt, som vi har set i nogle tidligere tilfælde, siger Jesper Engelund. 

De præcise tal og overblikket for gårsdagens overtrædelser er endnu ikke kommet, men vicepolitiinspektøren oplyser, at der ved seks timers kontrol på Langmarksvej i Horsens har været i alt 94 overtrædelser og 14 klip i kørekortet. 

Den hurtigste måling, de foretog ved Langmarksvej mandag, var oppe på 82 kilometer i timen inde i byen. 

Høj hastighed har en dyr pris

I en pressemeddelelse fortæller Rigspolitiet, at man vil have fartkontrol i alle politikredse i uge 17. Det har nemlig en meget stor betydning, hvad speedometeret viser, hvis man bliver involveret i en ulykke.

- Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne, siger Christian Berthelsen, der er pressetalsmand hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

En for høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald. Derfor håber vicepolitiinspektøren fra Sydøstjyllands Politi også, at fartkontrollen landet over vil have en effekt på bilisternes adfærd:

- Jeg håber og tror, at vores kontrol medvirker til, at flere tænker over hastigheden, så vi kan undgå ulykker og de konsekvenser, der følger med, siger Jesper Engelund.