Grænseåbningen er ikke en del af genåbningsplanen, og det bekymrer i grænselandet

De udenlandske turister er stadig ikke velkomne i Danmark, og der er ingen genåbningsplaner for, hvornår de må vende tilbage. Det bekymrer i grænselandet, hvor de frygter, at de tyske turister dropper sommerferien i Danmark, når de ikke kan få klar besked.

Det vækker frustration i grænselandet, at grænsen ikke er nævnt med et eneste ord i genåbningsplanen, der blev præsenteret sent mandag aften.

Så hvornår grænsen igen kan åbne for udenlandske turister, ligger altså fortsat hen i det uvisse. Der er ikke lavet en langsigtet plan om en genåbning.

Det er de ret så frustreret over i grænselandet. De mangler de udenlandske gæster, og de mange penge de normalt lægger i området. 

Borgmester Henrik Frandsen frygter, at hvis der ikke snart kommer en klar melding fra Folketinget, så vil de tyske turister, der normalt valfarter til Danmark i sommerhalvåret, i stedet finde andre rejsemål:

- Man kunne godt frygte, at hvis de ikke kan få klar besked om, hvornår og hvordan de må rejse til Danmark, så har de ikke tålmodighed til at vente, og vil søge ferie i andre lande, mener Henrik Frandsen, Borger Listen.

Selvom turistbranchen langs Vestkysten sidste år blev reddet af, at de danske turister lejede sommerhuse som aldrig før, nu de på grund af pandemien ikke kunne rejse udenlands, så er frygten nu, at vi danskere ikke i samme grad vil holde ferie her til lands, fordi vi med stor sandsynlighed vil være vaccinerede og dermed kan søge til sydens sol og andre destinationer udenlands, så snart vi må:

- Hvis det sker, så er det virkelig skidt for erhvervet her i området. Så ser vi hverken tyske eller danske turister i nævneværdig grad og det vil være en katastrofe, siger Henrik Frandsen. 

Han foreslår, at man åbner for muligheden for, at tyskerne igen kan holde ferie i Danmark ved man blandt andet indfører et lejebevis som adgangskort til det danske sommerland:

- Hvis vi gør som sidste år, hvor et lejebevis på mere end 6 dages overnatninger ophæver de isolationskrav, der måtte være, så kan gæsterne nemlig begynde at booke deres ferie nu, og det vil virkelig styrke branchen, mener borgmesteren.

Lige nu stort set inden trafik over grænsen

Lige nu tillades kun rejser ind over grænsen, hvis folk har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark. Det betyder, at ingen er velkommen i Danmark med mindre de lader sig coronateste højst 24 timer før indrejse og samtidig går i selvisolation i ti dage.

Undtaget for reglerne, som gælder frem til den 5. april - altså efter påske - er at kun de mennesker, der bor i Tyskland og pendler på arbejde til Danmark eller har andre anerkendelsesværdige formål, og som kan dokumentere det, kan krydse den danske grænse lige nu med en coronatest, der er maksimalt 72 timer gammel. 

Tønder by bløder

I Tønder Handelstandsforening bløder de forretningsdrivende efter et meget hårdt coronaår. Byens handelsliv er i den grad baseret på, der kommer tyske og danske turister til området, som har lyst til at lægge deres penge hos byens handlende og forretningsdrivende:

- Altså det er rigtig slemt, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Personligt har jeg det sådan, at jeg har tillid til de mennesker, der beslutter, hvordan Danmark skal åbne bedst muligt. Vi ønsker ikke høje smittetal igen, men vi længes efter at se en plan for, hvordan turisterne kan komme tilbage, siger konstitueret formand for foreningen og medindehaver af Sport24, Peter Sørensen. 

Coronapas til turister?

Lige nu er coronasmitten igen begyndt at tage fart, og i flere lande i Europa, snakker man om, at en tredje bølge af pandemien er under opsejling. Blandt andet i Tyskland.

Der er blandede meninger i turisterhvervet om et coronapas er en brugbar vej eller ej. Danskere må ifølge genåbningsplanen begynde at tage på café og restaurant - først udendørs den 21. april og indendørs fra den 6. maj, hvis de har et coronapas i hånden, og hvis genåbningen frem til da ellers går efter planen, og smitten ikke løber løbsk.