Hackergruppe hævder at stå bag angreb på lufthavnes hjemmesider

Koranafbrændinger er ifølge hackergruppe årsag til angreb på danske lufthavnes hjemmesider.

Det har ikke været muligt at besøge flere af de syd- og sønderjyske lufthavnes hjemmesider i løbet af onsdagen.

Dette skyldtes et hackerangreb på flere danske lufthavne, som en profil med navn Anonymous Sudan hævder at stå bag på det sociale medie Telegram.

Blandt de ramte lufthavne var Billund Lufthavn, der oplevede nedbrud ad flere omgange.

- Vi har været nede tre-fire gange i dag, men heldigvis ikke særligt lang tid ad gangen, siger Billund Lufthavns pressetalsmand Mads Bisp Agersnap.

Flere lufthavne var ramt

Det var ikke kun Billund Lufthavn, der havde problemer med sin hjemmeside. Det havde også Sønderborg Lufthavn.

For mens Billund Lufthavn fik sin hjemmeside op at køre igen ved 13.30-tiden, så måtte sønderborgenserne vente nogle timer ekstra.

Men det var ikke noget, som bekymrede den administrerende direktør, Christian Berg.

- Vi tager det hele med ophøjet ro. Det er mest af alt irriterende, for man skal huske på, at folk primært bruger vores hjemmeside til at holde sig orienteret om ankomster og afgange, siger han.

Hackergruppen, der hævder at stå bag angrebet, hævdede ligeledes den 14. februar, at de stod bag et hackerangreb på den svenske pendant til DR, SVT.

Årsagen var koranafbrændinger, hvilket også er årsagen bag dagens hackerangreb, melder Anonymous Sudan.