Kristian Thulesen Dahl inden formandsopgør: - Mine evner rakte ikke

På Dansk Folkepartis ekstraordinære landsmøde skal der vælges en ny formand. Kristian Thulesen Dahl mener ikke, at han evner rakte.

Søndag den 23. januar. 

Det er en dato, som formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, kigger frem imod. 

Det er dagen, hvor den nuværende formand bliver eksformand, og en ny formand kommer til.

Og den nye formand kommer enten til at hedde Martin Henriksen, Merete Dea Larsen eller Morten Messerschmidt - og tanken om ikke længere at være formand er en befrielse for Kristian Thulesen Dahl. Det fortæller han til TV SYD. 

- Det at være formand for et parti, og specielt når der er krise, kan jo godt være op ad bakke. Jeg har brugt en stor del af min dag, hver eneste dag faktisk, at redde nogle kastanjer ud af ilden, siger han.

- Selvom det er en befrielse rent personligt, så er det ikke noget, som jeg har det godt med i den forstand, at jeg rent professionelt, gerne ville have forsat (som formand, red) for at bringe Dansk Folkeparti op igen, men der må jeg bare erkende, at mine evner de rakte ikke. 

Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti mister mange mandater i det nye Folketing.
Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti mister mange mandater i det nye Folketing.
Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

Et folkepolitisk liv siden 1994

Kristian Thulesen Dahl kom i Folketinget for Fremskridtspartiet i 1994. Han brød kort tid efter med partiet og var efterfølgende medstifter af Dansk Folkeparti, som han har repræsenteret i Folketinget siden 1995. I 2012 overtog han formandsposten i partiet efter Pia Kjærsgaard. 

Det har været et langt liv i politik, og når Kristian Thulesen Dahl kigger tilbage, så er der flere ting, der har sat sig fast.

- Jeg har haft æren af at komme ud til møder på kroer, hvor 250 til 300 mennesker, måske endda flere, var mødt op, og hvor der ikke har været plads i de sale, vi havde. Folk har endda siddet i vindueskarme og stået i kø for at komme ind. At få lov til at opleve dét er helt vildt, siger han. 

Og for de oplevelser mener Kristian Thulesen Dahl, at han skylder en særlig gruppe et tak

- Det er de mennesker, som har været på den rejse, som har givet Dansk Folkeparti, og dermed mig, muligheden for at få politisk indflydelse. Det er jo dem, at jeg i virkeligheden skylder en tak for, at jeg overhovedet havde det politiske liv, som jeg har haft mulighed for at have, fortæller han. 

Man kommer stadigvæk til at se Kristian Thulelsens Dahls valgplakater til næste folketingsvalg
Man kommer stadigvæk til at se Kristian Thulelsens Dahls valgplakater til næste folketingsvalg
Foto: Arkivfoto.

Er Dansk Folkeparti ved at død?

Karl Erik Lund, der har kendt Kristian Thulesen Dahl siden han var teenager, og været mangeårig byrådsmedlem i Give og senere Vejle Kommune tror ikke, at nogle af de nye formandskandidater kan samle partiet. 

Han tror, at Dansk Folkeparti er ved at dø. 

quote

Jeg har brugt en stor del af min dag, hver eneste dag faktisk, at redde nogle kastanjer ud af ilden

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti

Selv tror Kristian Thulesen Dahl, at det er for tidligt at skrive en nekrolog om partiet. Han mener, afhængigt af, hvem der sidder som formand, vil man kunne se et parti udvikle sig i forskellige retninger. 

- I en organisation, der internt har haft nogle skærmydsler, som Dansk Folkeparti jo har haft de seneste år, så kan det godt være en nødvendighed, at man får taget favntag med nogle af de ting. 

- Få talt ud så det gnister lidt, for så er der nogle der kan ride videre og andre, der står af. Sådan kan det godt være en nødvendighed for, at partiet kan komme videre, men jeg tror, Dansk Folkeparti kan komme videre, så jeg tror, at det er for tidligt, at skrive en nekrolog om Dansk Folkeparti, siger han. 

Han fortæller derudover, at hans kontingent som medlem af Dansk Folkeparti er sat op til betalingsservice, så han automatisk betaler hvert år. Derfor bliver hans medlemskab i partiet også automatisk fornyet. 

Den nye formand for partiet bliver afgjort ved et ekstraordinært landsmøde den 23. januar. Landsmødet bliver holdt i Herning Kongrescenter.