Millioner skal sikre rene strande og vandløb

Miljøstyrelsen har netop uddelt 3,1 millioner kroner til en række initiativer, som skal fjerne plastik og andet affald på de danske strande. De ti af projekterne er i Syd- og Sønderjylland.

Affaldet flyder på mange danske strande, men nu er der hjælp at hente i Miljø- og Fødevareministeriets strandoprydningspulje, hvor der netop er uddelt 3,1 millioner kroner, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

- Plastik er en trussel for vores natur og miljø. Det skader både natur og dyr, og det er med til at ødelægge naturoplevelsen langs de danske strande og kyster. Derfor er det en fornøjelse at opleve, hvor stor interesse der er for at hjælpe med at rydde op og yde en frivillig indsats, siger miljøminister Lea Wermelin.

Affaldsindsamling fra kanoer og kajakker

Ti af projekterne tilgodeser strande og åløb i Syd- og Sønderjylland. 

En af modtagerne er Hold Danmark Rent, som sammen med Dansk Kano og Kajak Forbund modtager 99.850 kroner til at samle affald op i og langs ti større åer i Danmark.

I Syd- og Sønderjylland vil fire kano- og kajakklubber langs Gudenåen, Ribe Å, Vejle Å og Kolding Å deltage i projektet:

- Vi regner med, at omkring i alt 300 mennesker bliver aktiveret i projektet. Og meningen er, at alle skal kunne deltage - også hvis man ikke selv ejer en kano eller kajak, så kan man låne, hvis man vel at mærke kan svømme, fortæller Irene Lauridsen, miljøkonsulent i Dansk Kano og Kajak Forbund.

Bred interesse for at søge støtte

Både offentlige myndigheder, private selskaber og almindelige borgere har kunnet ansøge om tilskud, og interessen har været stor fra mange forskellige ansøgere fordelt over hele landet. 

- Strandoprydningspuljen er en håndsrækning til alle de frivillige, som knokler med at holde strandene fri for affald, så andre kan nyde naturen, siger Lea Wermelin.

I 2019 blev der ansøgt for knap 5,5 millioner kroner og uddelt 3,1 millioner kroner. Alle projekter og ansøgninger, der levede op til formål og krav har fået tilskud. I løbet af 2020 vil Miljøstyrelsen igen åbne for ansøgninger til strandoprydningspuljen. Der er afsat 3,6 millioner kroner i 2020.

10 syd- og sønderjyske projekter ud af 25 på landsplan har fået støtte:

  • ARWOS Service A/S, Aabenraa, 85.000 kr.
  • Sparta Atletik og Motion, Amager Strandpark, samt Nakskov Strand, Jyllinge Strand og Esbjerg Strand, i alt 486.000 kr. 
  • FRAK, Amager, Dragør, Strandmøllen og Bellevue, 395.000 kr. 
  • Tønnisgaard, Rømø, 15.000 kr.
  • Havodderen, Odder, 44.600 kr.
  • Ryan d'Arcy Metcalfe, Ren Kyst Skallingen, Varde, 70.000 kr.
  • Race for Oceans, Vesterhavet, 99.000 kr.
  • Kolby Kås og Omegns Borgerforening, Samsø, 69.194 kr.
  • Hold Danmark Rent, 10 større åer i Danmark, 99.850 kr.
  • Syddjurs Bo- og Aktivitetstilbud, Syddjurs, 96.124 kr.
  • Hold Danmark Rent, Holstebro, 70.875 kr.
  • Tina Mygind Nordtorp Jørgensen, Vejle, 2.500 kr.
  • Ærø Kommune, Ærø, 15.200 kr.
  • Nationalparkfond Skjoldungernes Land, Roskilde og Lejre, 449.320 kr.
  • Støttecentret Jernstøberiet Kerteminde Kommune, Kerteminde, 2.825 kr.
  • Hold Danmark Rent, 30 kommuner, 249.000 kr.
  • Køge Kommune, Køge, 45.000 kr.
  • Ejby Bylaug, Ejby, 11.500 kr.
  • Camilla Uttenthal, Nyborg og Svendborg, 50.000 kr.
  • Burson Cohn & Wolfe Sport ApS, Vadehavet, 303.000 kr.
  • I/S REFA, 2020, Lolland og Guldborgsund, 245.000 kr.
  • Anne Meyer Knudsen, Aarhus, 14.250.
  • Strandet IVS, Thisted, 218.000 kr.
  • Endelave Hav og Dambrug - Nej Tak, Horsens, 16.000 kr.
  • Flemming Rosenaa Dufke, Hjørring, 4.720 kr.