Martin Schandorph Jensen er en brony

My Little Pony tilbyder kur mod ensomhed

Martin Schandorf Jensen har været en af de mange unge i Region Syddanmark, der føler sig ensomme. I et online fællesskab fandt han vej ud af ensomheden blandt bronies.

24-årige Martin Schandorph Jensen er en brony. Det betyder, at han har skabt sin egen karakter i sit yndlingsunivers - en verden bygget op om tv-serien My Little Pony. Deraf navnet "en brony".

Han har udviklet sin egen pony-karakter, der er en blå enhjørning med samme hårfarve som han selv har. 

- Min mor har altid sagt, at rødhårede ser godt ud i blå, fortæller Martin Schandorph Jensen.

Martin Schandorph Jensen har selv bestemt, at ponyen skal være blå og have rødligt hår.
Martin Schandorph Jensen har selv bestemt, at ponyen skal være blå og have rødligt hår.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD

For Martin Schandorph Jensen var det et forsøg på at få venner, der bragte ham ind i brony-universet på internettet. For ham er det et drømmeunivers, hvor han kan slippe alle negative tanker

- Det har betydet en kæmpe ændring i mit liv. Jeg har virkelig fået venner for livet, fortæller han.

Internettet kan være genialt mod ensomhed

Det fællesskab, som Martin Schandorph Jensen har med andre, der også holder af My Little Pony, har været med til at hjælpe ham ud af ensomhed.

Ensomhed er der en del unge i Region Syddanmark, som kæmper med.

Ifølge regionens sundhedsprofil var 8,2 procent af unge mænd mellem 16 og 24 år ensomme i 2017. Tallet for kvinderne lå på 12,1 procent.

Netop når det gælder ensomhed kan internettet være helt genialt, mener Lisbeth Klastrup, der er professor i Kultur og Teknologi ved IT-Universitetet i København.

- På internettet kan man finde andre, der har de samme interesser som en selv, og man kan hænge ud med dem på stort set alle tidspunkter af døgnet, forklarer hun.

Det handler om anerkendelse

I brony-fællesskabet føler Martin Schandorph Jensen, at han kan være sig selv. Han føler, at han og pony-karakteren bliver respekteret præcis, som de er.

 

quote

Man kan være sig selv, uden at føle at man bliver gjort til grin eller mobbet. 

Lisbeth Klastrup, professor i Kultur og Teknologi, IT-Universitetet i København

Ifølge Lisbeth Klastrup er respekt og muligheden for at udfolde sig selv nogle af de væsentligste årsager til, at online fællesskaber er gode mod ensomhed. 

- Det handler om muligheden for at udleve nogle nye sider af sin identitet, som man måske ikke bliver anerkendt for i sin nærmeste omgangskreds, forklarer hun og tilføjer:

- Man kan være sig selv, uden at føle at man bliver gjort til grin eller mobbet.

Martin Schandorph Jensen har flere udgaver af sin blå enhjørning i sit hjem.
Martin Schandorph Jensen har flere udgaver af sin blå enhjørning i sit hjem.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD