Økonomisk hjælp er på vej til 290.000 ældre - se hvor mange i din kommune

2.500 kroner skattefrit kan blive udbetalt allerede i slutningen af september til borgere, der er særligt økonomisk udfordret.

Mange danskere er påvirket af de høje prisstigninger på el og varme.

For flere er livremmen lige nu spændt så meget ind, at de har svært ved at få deres penge til at slå til.

- Det tager vi ekstremt seriøst i regeringen, udtaler beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.

quote

Hvis alt går vel er hjælpen nær og fremme på kontoen hos de berettigede personer, inden de skal betale oktober måneds regninger

Peter Hummelgaard (S), beskæftigelsesminister

Folketinget vil derfor torsdag behandle et forslag, som skal sikre en håndsrækning til en række borgere, som er særligt ramt af de stigende energipriser.

Det gælder blandt andet pensionister, der modtager ældrecheck.

2.500 kroner skattefrit

Regeringen synes, det er vigtigt, at pengene kommer ud til borgerne hurtigst muligt.

Tidligere på måneden anmodede regeringen derfor Folketingets formand om at indkalde til hastebehandling af lovforslaget inden Folketingets åbning.

- Det fik vi grønt lys til, og derfor er det virkelig glædeligt at vi allerede i dag kan begynde behandlingen af forslaget. Hvis alt går vel, er hjælpen nær og fremme på kontoen hos de berettigede personer, inden de skal betale oktober måneds regninger, siger Peter Hummelgaard.

Så mange ældre kan få støtte

På landsplan får 290.000 ældre del af den økonomiske støtte.

Antallet af ældre borgere der er berettiget til økonomisk støtte, ser i TV SYDs dækningsområde sådan her ud:

Billund Kommune: 1.300

Esbjerg Kommune: 6.400

Fanø Kommune: 200

Fredericia Kommune: 3.100

Haderslev Kommune: 3.600

Hedensted Kommune: 2.100

Horsens Kommune: 4.500

Kolding Kommune: 4.800

Sønderborg Kommune: 5.300

Tønder Kommune: 2.400

Varde Kommune: 2.400

Vejen Kommune: 2.300

Vejle Kommune: 5.300

Aabenraa Kommune: 3.900

Kilde: UDKPE og Beskæftigelsesministeriets egne beregninger 

Den hurtige lovgivningsproces betyder, at udbetalingen af første rate af ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck på 2.500 kroner skattefrit kan blive udbetalt allerede i slutningen af september.

Engangsbeløbet på 2.000 kroner skattefrit til SU-modtagere, der modtager SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørger, kan blive udbetalt senest i midten af oktober.

Engangsbeløbet på 2.000 kroner skattefrit til personer på tilbagetrækningsydelser vil blive udbetalt i begyndelsen af 2023.

Det samme gælder anden rate af den skattefrie ældrecheck på 2.500 kroner.