Politiet advarer: Pas på boligsvindlere

Onsdag fik tusindvis af kommende studerende en studieplads, men de skal passe på ikke at blive snydt, når de skal ud og finde en bolig.

Lejligheden er perfekt, udlejer er flink, og prisen er god. Hvis du bare lige betaler 20.000 kroner nu, så får du lov til at komme forrest i køen af de mange andre, der gerne vil leje boligen.

quote

Man kan let blive overrumplet, når udlejeren presser på, fordi der er flere i kø, og lejligheden er den helt rigtige.

Christian Østergaard, vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Forebyggelsesenhed

Det kan lyde fristende, og det var det også for et sønderjysk kærestepar sidste efterår. Efter at have gennemgået lejligheden med udlejeren, betalte parret pengene. Men udlejeren rådede slet ikke over lejligheden, og kæresteparret så hverken udlejer eller deres penge igen.

- Det er ikke et enetilfælde. Der er hvert eneste år historier om unge, der bliver fanget og snydt i boligræset, siger Christian Østergaard, der er vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands politis forebyggelsesenhed.

Når man er kommet ind på drømmestudiet, går jagten ind på at finde drømmeboligen, og på boligmarkedet kan man blive snydt, hvis man ikke er opmærksom, advarer Christian Østergaard.

- Man kan let blive overrumplet, når udlejeren presser på, fordi der er flere i kø, og lejligheden er den helt rigtige. Særligt hvis man har haft svært ved at finde noget og føler, man har travlt, siger han.

Mundtlige aftaler og kontanter gør politiarbejdet svært

Den store efterspørgsel omkring studiestart får de boligsøgende til at blive desperate, siger Christian Østergaard.

- Man skal holde hovedet koldt og ikke lade sig presse. Vent med at sige ja til noget, indtil man er sikker på, at man ikke bliver snydt, siger han.

Er man først blevet snydt, kan det også være svært for politiet at efterforske sagen. Muligheden for at få pengene igen svinder betragteligt, hvis der hverken er kvittering eller rigtige oplysninger på svindleren.

- Det er svært at bevise tingene, hvis man ikke ved noget om, hvem man er blevet snydt af og ikke har et bevis for, hvad der er sket, siger Christian Østergaard.

Gode råd når du søger studiebolig

Undersøg hvem der ejer boligen
Hvis du skal leje gennem en privat udlejer, er det en god idé at kræve at se dokumentation for ejerskabet. Du kan se, hvem der ejer boligen på tinglysning.dk eller boligejer.dk.


Undersøg om boligen er på markedet
Undersøg om boligen er på markedet ved at kontakte ejeren gennem boligejer.dk.


Få legitimation fra udlejer
Er udlejeren den, han udgiver sig for? Kan du se, hvilket nummer udlejeren ringer/SMS’er fra? Tjek oplysningerne på fx krak.dk. Sender vedkommende SMS via websites? Det kan være et tegn på snyd.
Få en kopi af udlejers billedlegitimation i form af kørekort eller pas, og tjek at billedet er vellignende.


Vær kritisk hvis udlejer vil have dig til at overføre penge til en udenlandsk konto
Vær påpasselig hvis du bliver bedt om at overføre penge til en udenlandsk konto, Western Union eller PayPal. Mange svindlere forsøger at gemme sig bag udenlandske konti eller udenlandske online betalingsløsninger.


Betal ikke kontant – overfør kun via et dansk pengeinstitut
Sørg for at overføre depositum, husleje eller forudbetalt leje til en dansk bankkonto, så du altid har dokumentation for, at du har overført pengene. Overfør først når du har set lejligheden og vellignende gyldig legitimation fra udlejer.

Du kan eventuelt sætte pengene ind på en spærret konto – og dermed garantere – at du kan betale depositum og efterfølgende lave en kontooverførsel, så modtageren kan spores.


Betal ikke penge under bordet
Betal aldrig penge under bordet til udlejer. Det er ulovligt, og du har ikke nogen juridisk mulighed for at få dine penge retur.


Få en fremvisning
Insister på at få boligen fremvist og tjek ved samme lejlighed, at navn stemmer overens på kontaktperson, postkasse og hoveddør/dørtelefon. Du kan også spørge, om naboen kender udlejer. Er det ikke muligt at få fremvist lejligheden, bør du overveje, om der er tale om et reelt lejemål.


Sørg for en gyldig lejekontrakt
Få en lejekontrakt med udlejers underskrift og få en fagperson til at kigge kontrakten igennem, før du selv skriver under. Det er vigtigt, at du har set boligen, inden du skriver lejekontrakten under eller overfører penge.


Lad dig ikke presse
Brug din sunde fornuft og mavefornemmelse. Vær på vagt, hvis udlejer vil have dig til at skrive under på kontrakten med det samme. Hvis udlejer forsøger at presse dig til at tage hurtige beslutninger, kan det være et tegn på, at der er noget galt.



Hvis det går galt…

Kontakt omgående dit pengeinstitut for at forsøge at få overførsel af depositum/husleje stoppet.

Saml alle dokumenter i sagen og anmeld bedrageriet til politiet.


Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi