Samlet antal smittede stiger igen

Det samlede smittetal for de 14 kommuner TV SYD dækker er i dag svagt stigende igen. Det har ellers været for nedadgående i ti dage i træk.


For ti dage siden var der i alt 1159 coronasmittede set over en periode på syv dage i TV SYD-sendeområdet. Tallet er siden faldet stille og roligt til 841 fredag. Men faldet er nu bremset og erstattet af en svag stigning. Siden i går er det samlede antal smittede steget med 10 personer til 851. Og det er første gang siden onsdag den 25. november, at det samlede antal smittede i de fjorten kommuner, der dækkes af TV SYD, igen er stigende.

Det er stadig kommunerne i den nordlige ende, der trækker tallene opad. Vejle har i dag 162 smittede, hvilket er 11 flere end fredag. Det et incidenstal på 140,2 - altså antal smittede pr. 100.000 borgere. I Horsens er antallet 156 smittede og et incidenstal på 171, 5. I Hedensted er antallet af smittede faldet med fem til nu 81. Incidenstallet i Hedensted er stadig det højeste i TV SYD-sendeområdet med 173,5 smittede pr. 100.000 borgere.

Se tallene for de øvrige kommune i det interaktive kort nederst.

Teknisk vedligehold på SSI-servere

På landsplan er der registreret 2115 nye coronatilfælde over en periode på mere end et døgn siden fredag, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut lørdag. Normalt inddrager opgørelserne informationer om nye smittede, indlagte og dødsfald fra 24 timer.

Men på grund af teknisk vedligehold på SSI’s servere natten til fredag, dækkede opgørelsen fredag over 18 timer. Derfor er der svar med fra mere end et døgn lørdag.

Det samlede antal af indlagte på landsplan falder med 14 til i alt 279. Der er yderligere 11 dødsfald. Det er første gang siden maj, at antallet af døde er oppe på to cifre.