Smittetal: Sogn lukker ned

Et udbrud i flere skoleklasser betyder, at Hvirring Sogn automatisk lukker skole og sportsplads. Rask Mølle Skole skal være lukket i mindst syv dage.

På grund af et smitteudbrud på Rask Mølle Skole, skal Hvirring Sogn i Hedensted Kommune pr. automatik lukke ned. 

Konsekvensen af nedlukningen af landsognet er, at Rask Mølle Skole skal være lukket i minimum syv dage.

- Der skal være lukket i syv dage efter, sognet ikke opfylder kriterierne for nedlukning, og det betyder at eleverne, i bedste fald kan, komme i skole igen mandag den 26. april, oplyser chef for Social Omsorg i Hedensted Kommune, René Gotfredsen Nielsen til TV SYD.

Skolens hal og fodboldbane er også lukket for foreningsaktiviteter fra i morgen lørdag. 

Opfylder tre kriterier

Et sogn lukkes automatisk ned, når det:

  • Har en incidens på over 400.
  • Har 20 nye smittede de seneste syv dage.
  • Har en positivprocent af de testede på over 2.


Fredag eftermiddag kom de seneste tal, der viser at incidensen i Rask Mølle området er 1010 med 25 nye smittede den seneste uge, og en positivprocent på 6,6. 

Der bor 1980 personer i Hvirring Sogn.
Nedlukningen af sogne sker efter en ny model for automatisk nedlukning af kommuner og sogne, som trådte i kraft den 12. april.

Smitten er fundet i tre klasser på Rask Mølle Skole. Det er i en specialklasse, i en 4. klasse og i en 6. klasse. 

- Vi tager det roligt, og vi har gode forhåbninger om, at vi nu har kontrol over smitten, da der ingen nye smittede er i dag, fortæller René Nielsen. 

Testcenteret i hallen er åbent, og den kommunale chef opfordrer borgerne til at bruge det. 

- Vi kender ikke kilden til smitten på skolen, men det er både ansatte og elever, der er smittede, siger René Nielsen.

Dagtilbud i form af børnehaver og dagpleje lukker ikke, og der vil således fortsat være mulighed for at få passet de mindre børn. SFO’en lukker, men her vil være mulighed for nødpasning.

Nedlukning gælder alene aktiviteter og fysiske anlæg i selve sognet. Borgere må derfor gerne bevæge sig ind og ud af sognet.

Aktuelle smittetal

Antallet af smittede de seneste syv dage falder samlet set. I TV SYDs område falder tallet fra 625 til 620, hvilket dog stadig er relativt højt, hvis man ser på de seneste 14 dage.

Smitten stiger i Hedensted og Fredericia kommuner. Hedensteds incidenstal stiger fra 120 til 135 og i Fredericia er det fra 131 til 147.

Den gode nyhed er, at nu er der to kommuner, der er uden for myndighedernes bekymringsgrænse. Det vil sige, at de ikke har over en incidens over 20.
Det er Fanø, der slet ikke har fundet nogen smittede, og Tønder er for første gang i en måned kommet under et incidental på 20.

Aktuelle vaccinationstal

Vaccinationerne skrider fremad, på trods af at AstraZeneca-vaccinen ikke længere bruges i Danmark og at Johnson & Johnson vaccinen ikke er taget i brug som planlagt.

Til gengæld har Statens Serum Institut meldt ud, at Danmark får fremskyndet leveringen af Biontech/Pfizer-vaccinen. De vacciner der skulle komme i 4. kvartal, kommer nu i 2. kvartal.