Ældresagen skeptiske over milliardgave

Regeringen afsætter 2 milliarder kroner til ældre patienter. Ældresagen i Sydjylland efterlyser en plan for, hvor pengene skal bruges.

Alene sidste år var der på landsplan ca. 40.000 genindlæggelser af ældre over 65 år. Derfor lægger regeringen op til at afsætte 2 milliarder kroner til ældre patienter over de næste fire år.

Lokalformændene hos Ældresagen er dog skeptiske.

- En gave kan man altid bruge, men vi skal have kigget på, hvor pengene helt præcis skal bruges henne, så de ikke forsvinder ud i ingenting, siger lokalformand hos Ældresagen i Vejle-Jelling Lokalafdeling, Gunni Højvang, til TV SYD.

Han bliver bakket op af lokalformanden fra Holsted Lokalafdeling:

- Det er selvfølgelig altid positivt at få fokus på de ældres vilkår, men det er min oplevelse, at vi sjældent kan se en effekt af de penge, der bliver afsat til de ældre fra regeringens side, siger Kaj Kristiansen, der er lokalformand i Holsted Lokalafdeling hos Ældresagen, til TV SYD.

Ifølge Kaj Kristiansen er der især brug for pengene i forbindelse med sygehusindlæggelser af ældre, som han kalder et "forsømt område".

I 2014 var der omkring 67.000 såkaldte forebyggelige indlæggelser af ældre. Det vil sige indlæggelser som følge af eksempelvis væskemangel, forstoppelse og blærebetændelse.

- Vi skal forbedre forholdene for de mange ældre, som ender i en sygehusseng. Og derfor sætter vi nu bl.a. gang i arbejdet med en ny handlingsplan for den ældre patient, som skal sikre, at der bliver taget bedre hånd om de ældre i eget hjem og på sygehusene, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.

Fakta om indsatserne for de ældre medicinske patienter:

  • Regeringen lægger op til at prioritere i alt 2 milliarder kr. i perioden fra 2016-2019 til indsatser, der skal komme ældre patienter til gavn.
  • Udover handlingsplanen for den ældre medicinske patient har regeringen også lagt op til, at der skal udarbejdes en national handlingsplan for demens.