TV der bevæger dig

Bondehær fik P-bøder

Mange af de landmænd, der demonstrerede i København onsdag, kan se frem til en bøde for ulovlig parkering af deres traktorer.

Landmændene glemte P-skiver og parkerings-penge.

Det blev en dyr dag for mange af de landmænd, der onsdag tog hele vejen til hovedstaden med deres traktorer for at demonstrere.

I området i København uddelte EuroPark nemlig bøder til de parkerede traktorer, som de demonstrerende landmænd ikke fik lov til at tage med sig til demonstrationen i den indre by.

Området, hvor traktorerne er parkeret, ejes af Skanska.

En stor del af de 450 traktorer, som deltog i den store demonstration, havde ikke fundet p-skiven frem.

Fatholder bøden

En af landmændene, Rasmus Pedersen, siger til dr.dk, at han tager straffen med ro.

- Vi er i dialog med Skanska. Så tager vi den derfra, konstaterer han.

Skanska har dog ikke tænkt sig at kæmpe for de forurettede landmænd.

- De har parkeret ulovligt på privat grund, så de må tage konsekvensen af det, siger direktør i Skanska Øresund A/S, Peter Nymann-Jørgensen.

Onsdag eftermiddag ville landmændene have været til demonstration foran Christiansborg med deres traktorer, men blev afvist af politiet. I stedet holdt omkring 450 tæt på Fisketorvet og cirka 60 på Rådhuspladsen.

Landmændene er utilfredse med regeringens nye Grøn Vækst-plan, som de frygter vil skade dansk landbrugs konkurrenceevne.