Her er nogle gode råd til at undgå fup

Studerende, der har fået at vide, at de er blevet optaget på en uddannelse, søger desperat efter et sted at bo. Det benytter svindlere sig af.  

Danske Elevers og Studerendes Kollegieråd og Ejendomsforeningen Danmark giver sammen en række gode råd til at undgå fup og svindel, når studiestartere vil leje en bolig.

- De kommende studerende er ofte villige til at tage nogle chancer ud over det normale for at få fat i en bolig. De er uerfarne på boligmarkedet og kender typisk meget lidt til de gældende regler. Dermed bliver de lette ofre for folk, der vil snyde dem, siger Troels Bo Knudsen, formand for Danske Elevers
og Studerendes Kollegieråd (DSK).

Mange studerende vil gerne bo i de ældre udlejningsboliger, som har en lav husleje og som typisk ligger centralt.
Men det er som at deltage i et boliglotteri, fordi der er mange deltagere og få vindere.

- Vi ved, at der er stor efterspørgsel efter private lejeboliger. Det er naturligvis glædeligt, men desværre lokker det også hvert år ved studiestart en håndfuld fupmagere på banen, der forsøger at platte sig til penge på de unge boligsøgendes bekostning. Ofte udgiver de sig for at være boligudlejere, og de forsøger at udleje boliger, der ikke eksisterer, eller som de ikke har råderet over. Den type svindlere kan man spotte, hvis man følger fem simple råd, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Ejendomsforeningen Danmark har derfor i samarbejde med DSK udarbejdet de gode råd:

Det er altid en god idé at være opmærksom på:

1. Hvis du ikke kan få lejligheden at se.

2. Hvis en virksomhed, der lejer boliger ud, ikke har et fast kontor eller en hjemmeside.

3. Hvis udlejer kun har den ene lejlighed eller ikke ejer den. Tjek ejerskabet på www.ois.dk, herunder om det er en leje-, andels- eller ejerbolig.

4. Hvis du skal betale for at få oplyst adressen på lejligheden.

5. Hvis udlejer hverken er ejer eller administrator, så betal ikke depositum, før du har adgang til lejligheden ? du skal have nøglen.