Højesteret har talt: Ægtepar får godtgørelse på 60.000 kroner

En årelang strid om skolegang på tværs af den dansk-tyske grænse er i dag blevet afsluttet.

En årelang retssag om et sønderjysk forældrepar blev i dag afsluttet.

Højesteret har stadfæstet en dom fra Vestre Landsret, så det nu er endegyldigt, at parret skal have en godtgørelse på 30.000 kroner hver. Det skriver Flensborg Avis.

Striden gik på, at familien boede i Harrislee ved Flensborg i Tyskland, men tilmeldte deres to børn til skoler i Danmark fra en fiktiv adresse.

- Vores børn har ikke været dygtige nok til tysk til at gå i skole hernede, og jeg vil gerne have, at mine børn bliver undervist på deres modersmål. Derfor skulle de i dansk skole, siger Lise Raun, som er den ene halvdel af ægteparret, der er hovedpersoner i sagen, til Flensborg Avis.

Lise Raun forklarer, hvorfor hun ikke ville have sine børn til at gå i tysk skole - en strid, der startede den seks år lange retssag.

Myndighederne krævede 234.000 kroner fra parret for socialt bedrageri, og herefter blev manden og kvinden begge straffet med tre måneders betinget fængsel i Retten i Sønderborg. Men det viste sig, at myndighederne havde taget fejl. Undervisningsministeriet slog fast, at personer, der arbejder i Danmark og bor i et andet EU-land, har ret til at indskrive deres børn i den danske folkeskole og modtage tilskud.

- Jeg vil kompenseres i forhold til mine børns ret og det afsavn, de har haft. Det er derfor, vi har kæmpet videre, siger Lise Raun.

quote

Jeg vil kompenseres i forhold til mine børns ret og det afsavn, de har haft. Det er derfor, vi har kæmpet videre.

Lise Raun, Harrislee

Manden og kvinden blev efterfølgende tilkendt 30.000 kroner hver i både byretten og senere i landsretten. Parret krævede dog en højere godtgørelse på 90.000 kroner hver og fik lov til at tage sagen til Højesteret. Højesteret begrunder stadfæstelsen af godtgørelsen med, at parret har krav på erstatning for tort, men ikke deres økonomiske tab ved sagen.

Sagen blev rejst i 2010. I 2012 blev de dømt i byretten, og i 2014 blev de frifundet i landsretten. I 2016 blev parret så tilkendt en godtgørelse i landsretten. Det fremgår af dommen, at den ene af forældrene i marts afgik ved døden.