Politikere vil have grænserne åbnet

Åbning af grænserne er ikke med i statsministerens plan for genåbning af samfundet.

I dag torsdag forhandler partierne på Christiansborg om at genåbne store dele af samfundet fra på mandag d. 11. maj. Det gælder blandt andet åbning af detailhandlen, cafeer, restauranter og skolerne for de ældste elever. Men en åbning af grænsen til Tyskland er ikke med i statsminister Mette Frederiksens (Soc.dem.) plan.

Onsdag anbefalede en økonomisk ekspertgruppe nedsat af regeringen, at Danmark bør genåbne grænsen til Tyskland, ligesom både Tyskland og Norge gør det, men statsminister Mette Frederiksen afviste onsdag aften at gøre det samme.

- Vi kommer ikke i morgen (i dag torsdag, red.) til at sætte en dato for grænsespørgsmålet. Det, mener jeg, er for tidligt.

Det sagde statsminister Mette Frederiksen efter det orienteringsmøde, der blev holdt onsdag aften for Folketingets partiledere om genåbningens fase to.

 

Behov for klart svar

Både den konservative Søren Pape Poulsen, den radikale Morten Østergaard og Venstres Jacob Ellemann-Jensen efterlyser, at der kommer klarhed over, hvornår landegrænsen kan genåbnes. Lukningen har ramt turisterhvervet meget hårdt, lyder argumentet. De siger alle til Ritzau, at der er behov for et klart svar om grænseåbning.

- Der er behov for et mere tydeligt svar på, hvad man kan regne med. Kan vi tage i mod norske og tyske turister hen over sommeren, eller kan vi ikke? Det skylder vi turistbranchen et klart svar på, siger Morten Østergaard.

Søren Pape Poulsen:

- Både Norge og Tyskland har styr på smitten, og turister derfra skal have mulighed for at  leje et sommerhus i Danmark.

- Jeg er ked af, at man ikke kan fastsætte en dato. Eller i det mindste give et svar til de folk, der arbejder i sommerbranchen på, hvornår det kan lade sig gøre, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Også Liberal Alliance ser gerne en snarlig grænseåbning til gavn for det hårdt ramte turisterhverv. Og med Dansk Folkeparti om bord kunne der have været et flertal uden om regeringen.

Men Dansk Folkeparti presser ikke på for en grænseåbning, så eksempelvis tyske turister kan benytte sommerhuse i Danmark. Det oplyser formand Kristian Thulesen Dahl i en sms til Ritzau.

- Jeg presser ikke på for grænseåbning. Vil hellere have åbnet mere for danskere.

- Derimod ønsker jeg hurtig afklaring for turistbranchen (sommerhusejere), så de kan blive frigjort fra lejeaftaler med udlændinge og i stedet kan leje ud til danskere, skriver Thulesen Dahl.

Besynderligt

Statens Serum Institut fremlagde onsdag en rapport med 11 forskellige scenarier om, hvordan en genåbning af Danmark vil påvirke coronasmitten, men ikke et af dem indeholdt muligheden for åbning af landegrænserne. Det undrer de radikales retsordfører, Kristian Hegaard.

- Det er besynderligt, at vi siden grænselukningen ikke har set en eneste ny vurdering af, hvilken effekt restriktionerne reelt har på smitten i Danmark. Det må regeringen snarest få lavet en vurdering af. For det er svært at se, hvordan en tysker med sommerhus i Danmark kan forårsage nogen synderlig skade, siger han til Politiken. 

Grænsen til Tyskland har været lukket siden marts.
Grænsen til Tyskland har været lukket siden marts.
Foto: Claus Fisker, Ritzau/Scanpix