Detailhandlen kan glemme alt om nedsat moms

- Vi skal ikke lade os diktere af, hvad tyskerne gør, lyder det fra Christian Rabjerg Madsen (Soc.dem), der ikke umiddelbart ønsker at sætte den danske moms ned. Det er ellers noget, blandt andre Tønder Handelsstandforening har efterlyst.

Fra den 1. juli og resten af året bliver den tyske moms endnu lavere, end den allerede er, og det er de godt trætte af i Tønder.

Momsen i Tyskland bliver sat ned fra syv til fem procent på fødevarer, og momsen på øvrige varer falder fra 19 til 16 procent.

Derfor så formanden for Tønder Handelsstandsforening, Anders Jacobsen gerne, at Danmark fulgte efter og satte sin moms ned, som Venstre foreslog i maj.

- Når der på den anden side af grænsen bliver nedsat moms, så har vi en uudholdelig konkurrencesituation i grænselandet, siger han.

Dårligt værktøj - dårlig idé

Men det ser ikke ud til, at Anders Jacobsens momsønsker bliver opfyldt. I hvert fald mener Christian Rabjerg Madsen, finansordfører for Socialdemokratiet, at momsnedsættelsen er en dårlig idé, som vil blive dyr for Danmark.

- Jeg kan godt forstå udfordringen, og jeg deler deres frustration, men jeg bliver nødt til at sige, at det er et dårligt forslag. Vi prøvede det i 1975, det var dyrt og skabte meget få arbejdspladser, siger Christian Rabjerg Madsen til TV SYD.

Han lægger desuden vægt på, at flere økonomer mener, at effekten er usikker og upræcis.

Socialdemokratiet vil senere præsentere en sommerpakke, som vil øge indlandsefterspørgslen. Indholdet af pakken er ikke på plads endnu, så Christian Rabjerg Madsen kan ikke fortælle mere om den.

Lavere afgifter

Heller ikke Dansk Folkepartis vækstordfører Hans Kristian Skibby tror på forslaget om at halvere den danske moms resten af året for at sparke gang i økonomien.  

- Jeg forstår godt deres bevæggrunde, men hvis du sætter moms ned, vil du stå og mangle et tocifret milliardbeløb. Det er så mange penge, at det er helt uoverstigeligt, siger han.

Hans Kristian Skibby forslår i stedet, at der skal laves andre initiativer for at komme butikkerne i grænselandet i møde – for ifølge ham kan vi i Danmark ikke komme i nærheden af Tysklands momsniveau. Han ser hellere, at man kigger på at sænke afgifterne på en række af de varer, som bliver grænsehandlet af danskerne i Tyskland.