Jim Lyngvild dropper blodig Tønder-udstilling grundet krig

Tønder Kommune havde stillet flyhangaren til rådighed for Jim Lyngvild og hans udstilling "Blod og diamanter", men den har Jim Lyngvild nu valgt at aflyse.

Designeren Jim Lyngvild dropper en stort anlagt udstilling i Tønder, der skulle have fundet sted om knap halvanden måned. Forklaringen lyder, at den er for blodig set i lyset af krigen i Ukraine. 

Det skriver jv.dk.

Jim Lyngvild har gennem årene haft tradition for at skubbe til normerne med sine udstillinger, og det var også planen med den nu aflyste udstilling i Tønder.

Den skulle have været vist fra den 15. juni i år i den rå flyhanger fra første verdenskrig lige uden for Tønder.

I november sidste år sagde han nemlig om udstillingen, "Blod og diamanter", at "Det bliver ikke pænt og med en lille perlekæde. 

Det bliver stort og blodigt", men nu er forestillingen altså aflyst. 

- Hele afsættet i Tønder var krigens gru. Hvordan den russiske zarfamilie i 1918 blev hevet ned i en kælder, stillet op på linje og slagtet. Det visuelle udtryk var blod, der dryppede ned ad bannerne, og jeg havde fået produceret syv store sarkofager i højglans rød, der forestillede zar Nicolaj 2., hustruen Alexandra og deres fem børn, forklarer Jim Lyngvild, der synes forestillingen er upassende at opføre set i lyset af krigen i Ukraine og dermed er aflyst, selvom alt ellers var klart.

Billetter kan refunderes

Da krigen i Ukraine brød ud, valgte Jim Lyngvild og medarrangøren Trine Jepsen - der er tidligere direktør for Schackenborg Fonden og nu arbejder med events som selvstændig - at lukke for salget af billetter til forestillingen

De, der har købt billet, kan dog få dem refunderet.