Mere nærpoliti til Tønder og belastet kvarter i Esbjerg

Også Hedensted og Billund Kommuner får mere nærpoliti.

Tønder og Stengårdsvej i Esbjerg får nu en bedre bemanding af deres nærpolitistationer. Det samme får Hedensted og Billund Kommuner. De skal holde åbent femten timer om ugen og styrke det lokale kendskab. 

Tirsdag aften indgik et bredt udsnit af Folketingets partier et nyt, treårigt politiforlig.

Et centralt punkt er, at 450 nye betjente skal bringe politiet tættere på borgerne.

Der kommer således 20 nærpolitistationer i hele landet, fire af dem i henholdsvis Tønder, på Stengårdsvej i Esbjerg samt i Hedensted og Billund Kommuner. 

Der kommer også udrejsekontrol ved grænsen.

- Vi har fået styrket politiet med en udrejsekontrol. Det betyder, at de tyvebander, der kommer fra Østeuropa, faktisk bliver stoppet på vejen ud, siger Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Karina Lorentzen, retsordfører, SF, Kolding:

- Jeg er rigtig glad for de mange nærpolitistationer, der nu kommer rundt omkring i landet. Vi øger forebyggelsen og SSP-arbejdet, der er meget at glæde sig over. Der vil også komme flere beredskabspatruljer i nattelivet.

Venstre valgte at stå uden for aftenens forlig.