Politiet søger vidner: Ukendt gerningsmand trængte ind på plejecenter

Politiet ser alvorligt på hændelsen og efterforsker intensivt for at opklare sagen.

Søndag klokken 04.05 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om, at en ukendt gerningsmand var trængt ind hos en ældre beboer på hendes værelse på et plejecenter på Dravedvej i Løgumkloster i Tønder Kommune.

Den ældre kvinde alarmerede personalet, hvorefter gerningsmanden flygtede fra stedet. De ansatte tilkaldte omgående politiet.

Kvinden har ikke lidt fysisk overlast under hændelsen, men er dog meget rystet over forløbet.

Vidner søges

Syd- og Sønderjyllands Politi har været til stede i området med flere patruljer og også gennemført eftersøgning med hunde.

Desværre har det endnu ikke kastet noget brugbart af sig, ligesom politiet endnu ikke har noget signalement af gerningsmanden.

Syd- og Sønderjyllands Politi ser meget alvorligt på hændelsen og efterforsker fortsat intensivt for at opklare sagen.

Politiet søger i denne forbindelse vidner, der kan have set noget mistænkeligt cirka klokken 04.00 i kvarteret omkring Dravedvej i Løgumkloster. 

De borgere, der har oplysninger i sagen, er meget velkomne til at kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4. 

Parallelt med efterforskningen har Syd- og Sønderjyllands Politi også fokus på trygheden for borgerne i byen. Derfor vil politiet i den kommende tid således være ekstra til stede med patruljer i Løgumkloster, blandt andet ved plejecentret.