Private tager sagen i egen hånd og sætter offentlige ladestandere til elbiler op

Lokale investorer etablerer lynladere til elbiler i Tønder og Skærbæk. De mener, at det går for langsomt med den grønne omstilling til elbiler.


Fem lokale erhvervsfolk frygter, at Tønder og Skærbæk ikke kommer med på den grønne omstilling til elbiler hurtigt nok. Derfor vil de nu etablere lynladere til både lokale, og især turister.

Lige nu er der kun en offentlig tilgængelig ladestander i Tønder Kommune. Og det er for lidt, mener en gruppe af erhvervsfolk, der har etableret virksomheden TS VEST, der har til formål at sætte private ladestandere op i området. Gruppen har allerede købt egnede grunde i Tønder og Skærbæk, fortæller bilhandler og medstifter Jørgen Hansen.

quote

- Vi er bekymrede for, at vi ikke kommer hurtigt nok med på den grønne omstilling til elbiler

Jørgen Hansen

- Vi har ikke ladestandere nok i vores område. Og vi har for få lynladere. Det, mener vi, kommer til at påvirke udviklingen negativt, så vi mister turister og tilbyder en dårligere service til vores lokale borgere, siger Jørgen Hansen.

Private kræfter vil sætte lynladere til elbiler op i byerne Tønder og Skærbæk.
Private kræfter vil sætte lynladere til elbiler op i byerne Tønder og Skærbæk.

Kommunal opbakning

  - Vi er bekymrede for, at vi ikke kommer hurtigt nok med på den grønne omstilling til elbiler. Det går alt for langsomt, og så er vores område ikke prioriteret tilstrækkeligt i forhold til en national udrulning, siger han.

I Tønder Kommune er chefkonsulent for Teknik og Plan Karsten Hagel Jensen begejstret for det lokale initiativ.

- Vi har helt klart et efterslæb med udrulning af ladestandere, så vi bakker op om det lokale, private initiativ. Det vil især gavne vores turister, som ikke umiddelbart har adgang til standerne. Lige nu er det et problem, at de ikke kan lade, før deres tur hjem til for eksempel Tyskland, siger Karsten Hagel Jensen.

Flere standere på vej

Han oplyser, at der er flere standere på vej ud over den ene, der allerede er etableret i byen. Men det vil ikke dække behovet, siger han.  De kommer efter planen til at ligge på Skibbroen og bliver etableret af E.ON, der er en af de store udbydere af ladestandere i Danmark. Her vil der være både hurtiglader og almindelig lader, men ikke lynlader, lyder det fra selskabet.

- E.ON har aftaler på plads om ladestandere i både Esbjerg, Ribe, Tønder og Kolding. Hertil kommer, at der i mange kommuner vil komme nye udbud i den kommende tid, og det ser vi også med interesse på. Udover de aftaler vi laver med kommuner, så ser vi også på aftaler med private aktører, der har attraktive placeringer til opladning, siger Vibeke Agerdal Kristiansen, head of PR and Public Affairs hos E.ON.

quote

- Vi har helt klart et efterslæb med udrulning af ladestandere

Karsten Hagel Jensen

Udrulning følger efterspørgslen

Hun fortæller, at de konkrete adresser vil blive meldt ud løbende i de forskellige områder, når selskabet kender timingen for, hvornår ladestanderne er klar til brug.

- Der er tale om store investeringer, så vi følger nøje behovet og efterspørgslen. Lige nu er behovet steget markant, og det betyder, at vi sætter tempoet op i vores udrulning, lyder det fra Vibeke Agerdal Kristiansen.

Behov for strategi

Ifølge Karsten Hagel Jensen er der dog behov for endnu flere ladestandere, hvis der i fremtiden skal være ladere til det stigende antal elbiler.

- Vi har hyret en ekstern rådgiver, der skal være med til at definere en ladestanderstrategi, der skal være med til at give os et samlet overblik. Det arbejde forventer vi bliver færdigt til september 2022, siger han.

Ifølge Jørgen Hansen koster det 1,2 millioner kroner plus moms at etablere en ladestander. Den første er i støbeskeen og kommer til at ligge ved hovedvej A11 i Tønder. Og ifølge Jørgen Hansen vil der være tale om lynladere med ekstra høj kapacitet på op mod 350 kWh.

Behov for ladestationer stiger markant
Behov for ladestationer stiger markant
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Turister øger behovet

- I Tønder Kommune er der mange turister året rundt. Behovet for, at de allerede nu og i fremtiden kan oplade deres bil - og gerne hurtigt - er stort. Alternativet kan være, at de fravælger kommunen, når de bestiller deres ferie, siger Jørgen Hansen.

Den første ladestation ved A11 kommer i første omgang til at bestå af seks lynladere med mulighed for yderligere udvidelse på sigt.

- Derudover har de  lokale også et behov – folk der eksempelvis bor i boligområder, hvor det ikke er muligt at lade eller opsætte egen ladeboks, skal kunne køre til en hurtiglader og lade deres bil der. Vi vil sikre, at alle skal kunne lade, uanset om de har abonnement eller ej, fortæller Jørgen Hansen.