Professor om nærhospitaler: - Det giver ingen forskel for borgerne

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen er "ikke imponeret" over nærhospitaler som begreb, da det blandt andet er vildledende og diffust.

Misvisende, uklart og forvirrende.

Det er nogle af de begreber, som sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen sætter på regeringen udspil om nærhospitaler.

- Det er på mange måder et problematisk udspil, da det fortsat er uklart, hvad man kan tilbyde borgerne - også efter regeringens udspil. Folk bliver i høj grad forvirret af begrebet, for det har intet med et hospital at gøre, selvom det kan lyde sådan, siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved SDU.

Dén fornemmelse står han ikke alene med, da professoren fortæller, at han har set et notat fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at de også har svært ved at finde hoved og hale i, hvad man skal kunne tilbyde borgerne.

Det til trods for at det er styrelsens opgave at fastsætte det indhold, som nærhospitalerne skal varetage.

- Udfordringen er, at det kan være svært at se, hvad der skal være anderledes end i dag. Er der reelt noget nyt? Det har jeg svært ved at se - også selvom Sundhedsstyrelsen har forsøgt at konkretisere det i notatet, siger Kjeld Møller Pedersen.

quote

Faren er, at borgerne tror, at det kommer noget nyt.

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi, SDU

Varm luft?

Professoren mener ikke, at nærhospitaler kommer til at gøre nogen væsentlig forskel for borgerne.

Derfor vil befolkningen i Tønder og Fredericia i stedet blive efterladt i en stille undren, fremfor at de er klar over, hvad der kan være på vej til dem.

- Faren er, at borgerne tror, at det kommer noget nyt, og så opdager de, at det er noget, som de allerede kender og har, siger han.

Professorens kritik kommer på baggrund af onsdagens pressemøde, hvor regeringen præsenterede et nyt udspil på sundhedsområdet.

Her vil man over hele landet etablere op til 18 nye nærhospitaler. To af de steder er i Tønder og Fredericia.

Forslaget har da også vakt glæde i blandt andet Tønder, selvom borgmester Henrik Frandsen (Tønder Listen) må indrømme, at han endnu ikke ved, hvad et nærhospital helt konkret dækker over.

- Vi ved endnu ikke, hvad et nærhospital kommer til at indeholde, men jeg regner bestemt med, at det giver en serviceforbedring for borgerne i Tønder Kommune. Ikke mindst er det godt for kommunen, at alle rygter, om at Tønder Sygehus skal lukkes, bliver manet til jorden, siger borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen.

Minder om Løkkes forslag

Kjeld Møller Pedersen minder om, at udspillet fra regeringens side ikke er ekstraordinært. Faktisk har man set et lignende forsøg før.

- Udspillet minder på mange måder om det, som Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering havde på tegnebrættet på sundhedsområdet i sin tid. Den regering havde sjovt nok også afsat fire milliarder kroner, ligesom den nuværende har, siger han.

VLAK-regeringen havde ligeledes forudbestemte områder, hvor man kunne etablere nye former af sundhedsvæsenet.