Her vil regeringen placere nærhospitaler

Nærhospitalerne skal ifølge regeringen placeres to steder her i landsdelen. Det kræver, at udspillet bliver indgået af Folketingets partier.

Borgerne i Tønder og Fredericia kan se frem til at få et nærhospital til byen.

I hvert fald hvis det står til regeringen, der onsdag morgen præsenterede udspillet "Tættere på II", der handler om blandt andet sundhed og uddannelser.

At Tønder og Fredericia er blevet udpeget som oplagte byer til nærhospitaler, er led i en sundhedsstrategi om at få mere nærhed i lokalområdet fra regeringens side.

Og udsigten til måske at få et nærhospital i Tønder glæder kommunens borgmester, Henrik Frandsen fra Tønder Listen.

- Man kan bestemt ønske os tillykke med det. Vi ved endnu ikke, hvad et nærhospital kommer til at indeholde, men jeg regner bestemt med, at det giver en serviceforbedring for borgerne i Tønder Kommune. Ikke mindst er det godt for kommunen, at alle rygter om Tønder Sygehus skal lukkes, bliver manet til jorden, siger borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen.

Hvilke opgaver nærhospitalerne kommer til at varetage er endnu uvist, da det ifølge sundhedsministeren er Sundhedsstyrelsen opgave at fastsætte dette.

Ikke desto mindre skaber det altså glæde i Tønder, at regeringen mener, at byen skal have et nærhospital.

Da der kun er blevet peget på 13 placeringer fra regeringen side, så åbner det for, at andre syd- og sønderjyske kommuner endnu kan søge om at få ét af de resterende nærhospitaler.

Professor ikke imponeret

Professor i sundhedsøkonomi ved SDU, Kjeld Møller Pedersen, mener omvendt ikke, at nærhospitaler kommer til at gøre nogen væsentlig forskel for borgerne.

Derfor vil befolkningen i Tønder og Fredericia i stedet blive efterladt i en stille undren, fremfor at de er klar over, hvad der kan være på vej til dem.

- Faren er, at borgerne tror, at det kommer noget nyt, og så opdager de, at det er noget, som de allerede kender og har, siger han.

Kjeld Møller Pedersen peger også på, at det kan være problematisk, at det endnu er uklart, hvilke opgaver nærhospitalerne kommer til varetage.

- Folk bliver i høj grad forvirret af begrebet, for det har intet med et hospital at gøre, selvom det kan lyde sådan, siger han.

Sundhed skal tættere på borgeren

Det kan nemlig være en belastning for kronikere at skulle fragte sig over længere afstande til sit nærmeste hospital. Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke.

- Sundhed skal tættere på borgeren. Hver tiende patient bliver indlagt inden for en måned efter en indlæggelse, og derfor er der behov for bedre akutbehandling tæt på, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (Socialdemokratiet).

Regeringen vil afsætte fire milliarder kroner til at oprette op til 20 nærhospitaler på tværs af landet, hvor man selv har peget på 13 kandidater - heriblandt Fredericia og Tønder.

Det kræver dog, at de udpegede kommuner og regioner er enige med regeringen.

Mulighed for ungdomsuddannelser i Syd- og Sønderjylland

Det er ikke kun nærhospitaler, der fylder i regeringens udspil.

Der skal ligeledes placeres nye ungdomsuddannelser i mellemstore byer rundt om i landet.

Regeringen ønsker, at der skal være mindst én ungdomsuddannelse i alle byområder med mere end 10.000 indbyggere. Det åbner for flere mulige bejlere i Syd- og Sønderjylland, selvom regeringen ikke satte navne på mulige byer på pressemødet.

Byer som Nordborg, Rødekro, Vojens, Rødding, Børkop og Give er dog tidligere blevet nævnt som muligheder.

Derfor afsætter regeringen også 2,5 milliarder kroner årligt til at investere i uddannelsessystemet, og derfor lægger man op til at op til 18 nye ungdomsuddannelser, som erhvervsuddannelser, htx, stx, hf eller hhx, ser dagens lys på landsplan.

Selvom regeringen havde flere punkter med til dagens pressemøde, så vil den senere i år komme med et samlet sundhedsudspil.