Se billederne: Sønderjysk Mesterskab i hestepløjning er mere end en konkurrence

Jens Boddum og hans to rødbrune arbejdsheste deltog lørdag i Sønderjysk Mesterskab i hestepløjning på en mark ved Toftlund.

26 heste, 13 kuske og en række svingplove var i dag forsamlet på en mark lidt uden for Toftlund til Sønderjysk Mesterskab i hestepløjning.

Jens Boddum fra Padborg deltog med sine to rødbrune koldblodsheste og var en af de 13 deltagere til dagens mesterskaber.

For ham giver sådan en konkurrence tid sammen med dyrene, som han værdsætter meget, og så er han meget optaget af, hvad samarbejdet mellem dyr og mennesker kan: 

- Det er en fantastisk dejlig måde at være sammen med sine heste på.  Mine heste kan både køre med hestevogn, trække tømmer, og de kan pløje. Det med at man har nogle heste, der kan mange forskellige ting, det fascinerer mig, så derfor er vi med her i dag, siger Jens Boddum.

Det kræver masser af timers træning at få hestene til at kunne være med i konkurrencen.
Det kræver masser af timers træning at få hestene til at kunne være med i konkurrencen.

Samarbejdet med hestene skal fungere, og det kræver koncentration og hårdt arbejde.:

- Det kræver ret meget træning at få heste til at gå så roligt og langsomt, så det er det, der er fascinerende, mener Jens Boddum og fortsætter:

- Hvis du kan pløje med dine heste, så kan du næsten alt med dem. For det kræver så lang tid for at få den fine, fine kommunikation, hvor du styrer med skulder og stemme, samtidig med at du skal pløje lige.

Jens Boddum er dybt fascineret af sit samarbejde med hestene, der gør, at det lykkes at pløje lige.
Jens Boddum er dybt fascineret af sit samarbejde med hestene, der gør, at det lykkes at pløje lige.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Hos Slesvigske Køreselskab, som stod for dagens konkurrence, handler sådan en dag også om at holde fast i traditioner.

En af arrangørerne, Gitte Kragelund Buchholt fra Rødding, underviser kuske i at arbejde med hestene.

- Jeg tænker, at hvis vi skal formidle landbrugshistorie, så er det at pløje en så vigtig en del, så det er værd at holde det i live, mener hun.